



Woody Allen Collection (6 Film) (Brugt)
120,00 kr.
6 af Woody Allens allerbedste film
- Bananas (1971)
- Everything you always wanted to know about sex... *but were afraid to ask (1972)
- Sleeper (1973)
- Love and Death (1975)
- Annie Hall (1977)
- Manhattan (1979)
Men Woody har som sagt ikke altid været en sofistikeret filmskaber, der bidende morsomt kunne intellektualisere over livets absurditeter. Han debuterede med den skøre Take the Money and Run, der ligesom hans anden film Bananas bærer præg af hans fortid som stand-up komiker og sketchforfatter til tv.
Bananas er 82 min. jokes sat sammen til en film lidt ligesom vore dages Naked Gun og Hot Shots!. Bananas er udelukkende skæg og ballade med et lille vip med hatten til Allens store forbilleder Chaplin og Marx Brothers, og filmen er, præcis som de andre film i genren, en mere eller mindre skønsom blanding af hits og fusere. Det sjoveste er næsten at se Sylvester Stallone optræde som ungdomsbølle.
I Allens tredje film Everything you always wanted to know about sex, but were afraid to ask gjorde han noget, som kun få mennesker har vovet siden. Nemlig at filmatisere en anerkendt lærebog om seksualitetens mange, undskyld mig, op- og nedture. Ud fra en bog af samme navn skabte Woody en film bestående af syv vignetter, der på en noget anderledes måde forsøger at give svar på nogle af bogens mange spørgsmål. Det er både meget plat og ofte meget morsomt, og for os filminteresserede er der oven i købet parodier på italiensk neorealisme og horrorfilm anno 50’erne. Filmens sidste og bedst kendte sketch - den med det NASA-lignende kontrolrum, der styrer en mandlig ejakulation - er overraskende nok taget næsten direkte ud af bogforlægget, og det beviser med al tydelighed Allens intention med filmen: Hvor meget kan man egentlig lære om sex ud fra en bog?
I Sleeper var det så blevet tid til at tage gas på Science Fiction genren, der in af 70’erne havde fået en renæssance efter især 2001s succes. Woody spiller her en mand, der har været frosset ned (og pakket i staniol) i 200 år og bliver tøet op til en kold og på mange måder “sovende” verden. Igen er der jokes til højre og venstre i hver eneste scene, og som i alle Woodys tidlige komedier er der også en god portion samtidssatire, der desværre ikke altid holder vand her 25-30 år senere. Og problemet med Allens tidlige film, og så godt som alle andre film i genren, er, at de mange jokes har en tendens til at bryde filmens rytme, så der ikke kommer en naturlig følelsesmæssig indleven, og det afstedkommer en ufuldstændig filmoplevelse, der trods de mange lystige øjeblikke ikke bliver fuldendt.
Det samme kan siges om Love and Death, selv om den absolut er min favorit blandt Woodys første værker. Historien om kujonen Boris Grushenko, der hellere vil elske end gå i krig mod Napoleon, er da også meget mere helstøbt, og så er den i øvrigt et udstyrsstykke af hidtil usete dimensioner hos Allen med masser af statister og store iscenesættelser. Filmens vanvittige eksistentialistiske diskussioner, der tager gas på den stolte, (tunge), russiske litteratur, er noget af det, der står klarest i hukommelsen både før og efter gensynet, og filmen er, ifølge den medfølgende booklet, også Woodys yndlingsfilm.
Det endda på trods af, at han med sin næste film Annie Hall virkelig høstede ære, respekt og 4 Oscars. Woody var pludselig blevet voksen, og lavede med Annie Hall en rørende morsom film om kærlighedens besværlige væsen, hvor han endda legede med filmmediet. Her slog han for alvor sit navn fast som en af Amerikas førende filminstruktører.
Manhattan fra 1979 er uden tvivl samlingens perle. Det er en af de smukkest fotograferede film nogensinde (af Gordon Willis), og historien er både morsom og vedkommende. Manhattan er på mange måder en forsmag på Woodys store 80’er film Hannah and Her Sisters og Crimes and Misdemeanors, hvor billeder, musik og dialog går op i en højere enhed. Et absolut must.
Varen kan desværre ikke købes, da der ikke er flere på lager