To Verdener

30,00 kr.

To Verdener (2008)

Instruktør: Niels Arden Oplev

Handling: Kan man vælge mellem familie og kærlighed? Sara (Rosalinde Mynster) og hendes familie har altid fulgt Jehovas bud til punkt og prikke. Sammen med sine forældre og søskende har Sara stemt dørklokker og prædiket om dommedag og evig frelse for Jehovas udvalgte. Men pludselig slår lynet ned i hende, da hun forelsker sig i den lidt ældre Teis (Pilou Asbæk). Men kærligheden placerer Sara overfor sit livs sværeste valg, for Teis er ikke et af Jehovas Vidner. I hemmelighed mødes de to og mens kærligheden blomstrer, må Sara kæmpe en indre kamp med sin samvittighed, tro og lidenskaber. Inden længe er hun tvunget til at træffe et valg imellem to verdener.

Medvirkende: 

  • Rosalinde Mynster som Sara
  • Pilou Asbæk som Teis
  • Jens Jørn Spottag som Andreas
  • Sarah Boberg som Karen
  • Anders W. Berthelsen som John
  • Sarah Juel Werner som Elisabeth
  • Jacob August Ottensten som August
  • Thomas Knuth-Winterfeldt som Jonas
  • Charlotte Fich som Jette
  • Hans Henrik Voetmann som Vagn
  • Catrine Beck som Thea
  • Hans Henrik Clemensen som Erik
  • Curt Skov som Finn, Theas far
  • Jytte Kvinesdal som Theas mor
  • Helene Reingaard Neumann som Mona
  • Amalie Lindegård som Charlotte
  • Lars Lønnerup som Lektor
  • Lasse Handberg som Mand
  • Kalla Handberg som Baby
  • Regitze Stampe som Ekspedient
  • Pia Maria Dam som Bibliotekar
  • Niels Jakob Søndergaard Mye som Charlottes kæreste
  • Inge Molnes Heramb som Ældre dame
  • Esben Just som Pianist


Antal
1
Tilføj til kurv
Beskrivelse
Egenskaber

Handlingsreferat

Sara (Rosalinde Mynster) lever i en tilsyneladende lykkelig og troende familie med sine forældre og to yngre søskende. Sammen opfylder de til punkt og prikke Jehovas bud og lever, som flittige og rettroende medlemmer af Jehovas Vidner, op til alle de krav der prædikes om af kirkens ledere, De Ældste.

Men pludselig en dag styrter Saras verden sammen, da hendes far (Jens Jørn Spottag) fortæller hende, at han har været utro og at hendes mor (Sarah Boberg) nu vil skilles. Trods børnenes tryglen om at de to voksne skal tilgive hinanden, står moderen fast på sin beslutning og de tre børn tvinges til at vælge part i sagen. Da de beslutter at blive boende hos faderen i huset, bliver Sara snart den som overtager rollen som ’kvinden-i-huset’, med alle de forpligtelser det nu medfører.

Til en fest møder Sara tilfældigt den lidt ældre Teis (Johan Philip Asbæk) og nye farlige og spændende følelser opstår mellem de to. Men da han er ikke-Vidne, er det næsten på forhånd dømt til at mislykkes!

Teis giver ikke op så let og efterhånden begynder nye tanker at vågne inden i Sara - en drøm om at kunne være fri; om at kunne træffe sine egne beslutninger uden at skulle frygte for menighedens og dets ledere De Ældstes (Anders W. Berthelsen, m.fl.) misbilligelse; om bare at kunne være forelsket i Teis uden konstant at skulle tænke på synd og straf. Men er friheden prisen værd? Er kærligheden til Teis stærk nok til at kunne erstatte kærligheden fra den trygge kernefamilie hun altid har været en del af og som nu truer med at vende hende ryggen for altid?

Med løgn, fortielser og forstillelse udforsker Sara kærligheden til Teis, men konstant konfronteres hun med omverdenens fordomme, faderens forventninger og kærlighedens fristelser. Og langsomt, men sikkert tvinges Sara til at tage stilling til, om alt det hun altid har troet på - alt det som hendes familie og venner stadig tror på - i virkeligheden er en løgn.

Spørgsmålet er, om hun virkelig er villig til at slippe sin barnetro og opgive al kontakt med hele sin fortid, til fordel for en fremtid i en verden som strider imod Jehovas tro. For Sara er intet længere sikkert, ud over én ting: Hun står imellem to verdener.


To Verdener…

 

Filminstruktøren Niels Arden Oplev fortsætter i ny film, hvor ”Drømmen” slap og udfordrer atter autoriteter og fastlåste traditioner. I ”To Verdener” handler det om religiøs fanatisme og om hvad der sker med os mennesker, når tro og ideologier tager magten.

Interview med Niels Arden Oplev.

”Jeg tror ikke på dig mere”.

   Med denne enkelte sætning påbegyndte den 17-årige Tabita sin endelige frigørelse fra den Gud og den verden, der indtil da havde været det eneste hun kendte til. Så længe hun kunne huske havde Tabitas familie tilhørt den religiøse sekt Jehovas Vidner, men mødet med en ung mand, der ikke tilhørte hendes trosretning, havde sat gang i en lavine af tanker og omvæltninger i det ellers så trygge og ordnede liv, hun indtil da havde levet.

   Både Tabitas familie og menighedens ledere – de såkaldte Ældste – forbød hende at se hendes kæreste og forsøgte med alle midler at overtale den unge pige til at opgive den syndige kurs, de alle mente hun var slået ind på. Men noget var forandret i Tabita. Hun ville være fri til at træffe sine egne beslutninger; fri til selv at styre sit liv; fri til bare at være forelsket.

   Men den slags går ikke upåagtet hen og snart faldt straffen. Tabita var flyttet sammen med sin kæreste, og en dag opsøgte hendes far hende så med et enkelt budskab:

   ”Jeg kan ikke se dig mere.”

   Tabita var endelig blevet udstødt af Jehovas Vidner, men hendes kamp for kærlighed og uafhængighed havde haft sin pris: Hun blev afskåret fra al kontakt med den tætte omgangskreds hun var vokset op i, og denne isolation inkluderede hendes egen lille kernefamilie. For Jehovas Vidner blev hun betragtet som et dårligt menneske med en fortabt sjæl, dømt til at gå til grunde ved dommedag, sammen med alle de andre syndere.

Intet er så skidt…

   De næste år tilbragte Tabita med langsomt, men sikkert, at få opbygget et helt nyt liv. Hun fik nye venner, gennemførte HF og flyttede senere ind i en lille kollegielejlighed i København for at påbegynde læreruddannelsen – så langt fra barndomsbyen som vort lille land nu tillader. Og det var på dette tidspunkt, at Tabitas historie fik muligheden for at nå ud til resten af befolkningen. I forbindelse med artikelserien ”Skæbnefortællinger” fandt to journalister fra Berlingske Tidende i foråret 2006 frem til Tabitas historie. Den efterfølgende artikel – ”Nu tør Tabita se sig i spejlet” – kom kort efter i avisen og fangede især opmærksomheden hos én læser: Filminstruktøren Niels Arden Oplev.

   Historien om Tabita gjorde et stort indtryk på mig. De ting hun måtte gå igennem, berørte mig både på det følelsesmæssige og intellektuelle plan. Det slog mig, at nok var der skrevet om dette emne, men jeg mente ikke, at det nogensinde havde været behandlet på film, fortæller Niels Arden Oplev og mindes de nervepirrende dage, da han og medforfatter Steen Bille gik og ventede svar fra Tabita om at lade sin historie danne baggrund for filmen.

   Kort tid forinden havde han netop afsluttet arbejdet med den selvbiografiske succesfilm ”Drømmen” og havde stort set på samme tid lagt en stribe ideer til nye film på hylden. Men med Tabitas gribende beretning var der en oplagt filmhistorie: Kampen for kærligheden; trangen til uafhængighed; en ung pige, der bare ikke ville acceptere blindt at følge noget som helst.

En vanskelig proces

   Vores første møde med Tabita kom til at vare over fire timer. Hun fortalte med åbenhed og klarhed om sit liv. Vi stillede mange spørgsmål og måtte skifte bånd adskillige gange undervejs. Efterfølgende gik vi i gang med at bearbejde det 175 sider lange udskrift til filmmanuskript, som i videst muligt omfang følger Tabitas historie så meget som muligt, selvom vi naturligvis har digtet til, skåret fra, klemt tiden sammen og flyttet historien til en helt anden landsdel, - alle disse manøvre som er nødvendige, for at kunne gøre det til en spillefilm.

   Sideløbende researchede Steen Bille og jeg indgående på Jehovas Vidner, på deres tro og lære, case-stories og skæbner. Dels for at få så stort kendskab som muligt til vores emne, men også fordi vi ikke ønskede at skabe en film der portrætterede vidnerne som ’de onde’. Vi ønskede at forstå dem og lade dem fremstå i filmen som helt almindelige mennesker. Med følelser, svagheder og kvaliteter som alle andre. Vi har helt bevidst ikke ønsket at hænge dem ud eller at gå efter de sædvanlige og sensationelle rygtehistorier som forfølger bevægelsen.

   Men researcharbejdet var langt besværligere end først antaget og det skyldes ikke mindst at bevægelsen kun lader ganske få informationer glide ud til offentligheden. Jehovas Vidner er i dag en verdensomspændende bevægelse som tæller over fem millioner medlemmer, og i Danmark er det officielle antal såkaldte ”aktive forkyndere” – det vil sige de Vidner almindelige danskere oftest støder på, når dørklokken ringer søndag morgen – cirka 14.500. Imidlertid har Jehovas Vidner i hele Vesteuropa oplevet et fald i medlemstallet igennem de seneste år (i Danmark alene er antallet af Vidner faldet med cirka 10 % siden 1995), og både i og uden for sekten regnes de senere års omfattende kritisk medieomtale som en af hovedårsagerne til denne nedgang af troende. Tabitas historie er ikke enestående for Jehovas Vidner og det er blandt andet historier som denne, der har været med til at skabe en høj grad af bevidsthed blandt sektens medlemmer om deres offentlige fremtoning. Derfor valgte Niels Arden Oplev og filmens producer Thomas Heinesen at bruge ganske lang tid på grundig research under manuskriptudviklingen. Og tog samtidig en beslutning om, at holde filmen tæt ind til kroppen og vente med at offentliggøre den, indtil nu hvor den er helt færdig.

   Ved at berøre emnet Jehovas Vidner igennem Tabitas historie har vi fået en film,  der handler om kærlighed og tro, underkastelse, udstødelse og opgøret mellem to generationer. Og så handler den om kristen fundamentalisme i nutidens Danmark. Vidnernes religion er baseret på deres egen fortolkning af Bibelen, som de anser for at være Jehovas ufejlbarlige ord til menneskene; Ord og leveregler som skal efterleves og overholdes. De har med deres ideologiske forbud og påbud opstillet så strikse leveregler at det på flere områder berøver og begrænser det enkelte menneskes personlige frihed og har derved antaget fanatiske og fundamentalistiske former.

   Hovedpersonen Saras rejse igennem filmen bliver en personificering af hvordan denne fundamentalisme påvirker et menneske. Stiller hende overfor svære valg og store personlige omkostninger, siger Niels Arden Oplev.

   Optagelserne til filmen påbegyndtes i juni 2007, og på trods af et imponerende opbud af kendte danske skuespillere – således har både Anders W. Berthelsen, Jens Jørn Spottag og Sarah Boberg bærende roller – valgte instruktøren at satse på helt nye kræfter i selve hovedrollerne. Således spilles Sara/Tabita af debutanten Rosalinde Mynster, datter af skuespillerne Karen-Lise Mynster og Søren Spanning, og rollen som Teis – filmnavnet for den kæreste, der satte hele Tabitas løsrivelse i gang – spilles af Johan Philip Asbæk (i daglig tale kaldet Pilou), der om kort tid afslutter skuespilleruddannelsen på Statens Teaterskole.

   Med hjælp fra Tabita gik instruktør, hold og skuespillere i gang med at fortælle den historie, som tog sin begyndelse helt tilbage i maj 2000. En historie om en ung pige, der simpelthen bare ikke kunne forstå, at hendes Gud ikke ville lade hende være forelsket. 

   To Verdener er i bund og grund en enkel historie om kunsten at frigøre sig fra en tro, slutter Niels Arden Oplev.

 

To Verdener får premiere 22. februar 2008.


 

Skuespillerprofiler

SARA – Rosalinde Mynster

Som datter af to af Danmarks førende skuespillere, Reumert-vinderen Karen-Lise Mynster og Søren Spanning, er Rosalinde Mynster om nogen født ind i skuespillerfaget. På trods af sin unge alder har Rosalinde tidligere medvirket i en række roller i forskellige kort- og novellefilm, men rollen som Sara i Niels Arden Oplevs To Verdener er både hendes spillefilmsdebut og hendes første deciderede hovedrolle. Med To Verdeners kontroversielle historie om en teenagepige, der tvinges til at vælge imellem familien, livet som Jehovas Vidne og den store kærlighed, har den unge Rosalinde Mynster kastet sig ud i en kolossal stor udfordring allerede fran af sin lovende karriere, og det kan kun blive spændende at se, hvorhen et sådant mod og engagement vil føre hende.  

 

TEIS – Pilou (Johan Philip) Asbæk

Rollen som Teis i Niels Arden Oplevs spillefilm To Verdener markerer på glimrende vis et nyt kapitel i den debuterende Pilou Asbæks karriere som skuespiller. Til sommer afslutter han sin uddannelse som skuespiller på fra Statens Teaterskole og får med hovedrollen i To Verdener sin egentlige store debut i dansk spillefilm. Pilou kan i foråret og forsommeren opleves på teaterscenen og senere på året i den danske film Comeback. 

 

ANDREAS (SARAS FAR) - Jens Jørn Spottag

Jens Jørn Spottag har gjort karriere på teatret samtidig med, at han har medvirket i en række markante film- og TV-produktioner. Blandt de mange spillefilm han har medvirket i, kan nævnes Sort Høst(1993), Sekten (1997), Idioterne (1998), Kongekabale, Silkevejen og Inkasso (alle 2004). Jens Jørn Spottag spillede desuden hovedroller i Anders Thomas Jensens Oscar-nominerede kortfilm Ernst og lyset (1996) og Valgaften (1998). Derudover har Spottag medvirket i TV-serierne Riget II, Taxa, Rejseholdet, Bryggeren, Edderkoppen og Ørnen. I 2006 imponerede Jens Jørn publikum med sin rolle som hovedpersonen Fritz' far Peder i Niels Arden Oplevs prisbelønnede Drømmen og dette succesfulde samarbejde fortsættes i Ardens nyeste spillefilm To Verdener, hvor Spottag atter engang påtager sig rollen som den unge hovedpersons far. Denne gang spiller han den dybt religiøse, men også dybt splittede Andreas, der tvinges til at vælge imellem sin elskede datter og den religion, hvorpå hele hans tilværelse er funderet.  

 

 

 

KAREN (SARAS MOR) - Sarah Kjærgaard Boberg

Nomineret til både en Robert- og en Bodil-pris for sin rolle som Connie i Per Flys Bænken fra 2000, har Sarah Boberg igennem de seneste år vedvarende markeret sig som en stærk kraft i et utal af film, teaterstykker og tv-serier. Et lille udpluk fra et imponerende film-CV inkluderer: Det som ingen ved (premiere i 2008), Råzone (2006), Dommeren (2005) og Bagland (2003). Desuden har Sarah medvirket i adskillige tv-serier, heriblandt Forbrydelser (2004), Hotellet (2002) og ikke mindst Rejseholdet (2000), hvor hun også samarbejdede med Niels Arden Oplev. I To Verdener spiller Sarah Boberg rollen som hovedpersonen Saras mor, Karen, der tidligt i filmen gør oprør mod utroskab og løgne i Jehovas Vidner og således kommer til at repræsentere frihed og nye tider for hendes hårdt prøvede datter.

 

JOHN - Anders W. Berthelsen

Anders W. Berthelsen har haft rigtig travlt siden han blev færdiguddannet på Statens Teaterskole i 1994, og han har fejret mange succeser både på teater, TV og film. Han  spillefilmdebuterede sammen med Niels Arden Oplev med Portland (1996), hvorefter der fulgte roller i Pizza King (1999), Mifunes sidste sang (1999), Italiensk for begyndere (2000) og Fuksvansen (2001), igen under Niels Arden Oplevs instruktion. Efter en mindre rolle i Klatretøsen (2002) stillede hele Danmark skarpt på Anders’ hovedrolle i Kongekabale (2004). Siden brillerede han i Niels Arden Oplevs film Drømmen i rollen som den langhårede skolelærerer Freddie Svale, der gør modstand mod tyranniet i ’den sorte skole’. Også på TV er Anders W. Berthelsen populær. Han fik sit store gennembrud for sin rolle som René i DR’s succes-serie Taxa og senere som som Palle From i DR’s Krøniken. Med sin rolle som sektlederen John i To Verdener  genforenes Anders W. Berthelsen atter med sin gamle kompagnon Niels Arden Oplev og får samtidig mulighed for at prøve kræfter med noget for ham så sjældent som en form for ’skurkerolle’. En oplagt mulighed for endnu engang at fremvise sit store talent ved at prøve kræfter med en mere ukendt side af den folkekære skuespiller, der har imponeret det danske publikum så mange gange før.

 

ERIK SCHULTZ – Hans Henrik Clemmensen

Der er tale om et kærkomment gensyn, når Hans Henrik Clemmensen dukker op i To Verdener i rollen som ældsterådsmedlemmet ’Broder Schultz’ med det på én og samme tid både strenge og blide blik. Selvom Hans Henrik Clemmensen primært slår sine folder på teaterscenen, hvor han har medvirket i en lang række af forestillinger, så har han en formidabel evne til at fæstne sig i filmpublikummets bevidsthed, det så man bl.a. i Niels Arden Oplevs film Portland (1996).

 

 

 


 

Holdprofiler

NIELS ARDEN OPLEV – Instruktør

Niels Arden Oplev er uddannet fra Den Danske Filmskole i 1987. Hans første spillefilm Portland (1996) deltog i hovedkonkurrencen i Berlin, mens Fukssvansen (2001) modtog både en Bodil og to Robert-priser. Niels Arden Oplev har desuden arbejdet som konceptuerende instruktør på de populære tv-serier Rejseholdet, Forsvar og Ørnen. Serierne opnåede imponerende seertal og Rejseholdet og Ørnen modtaget begge den prestigefyldte Emmy-pris som bedste udenlandske tv-serie i henholdsvis 2002 og 2005. I begyndelsen af 1990’erne instruerede Niels bl.a. novellefilmene Tusmørke, Nøgen og En succes for DR-TV.

Med spillefilmen Drømmen markerede Niels Arden Oplev på den danske filmsscene. Filmen som bygger på personlige erindringer handler om skoleinspektøren Lindum Svendsen fra tiden med ’den sorte skole’. En dag tiltræder den nye sanglærer Freddie Svale, som indleder kampen om retfærdighed. Filmen blev en af de mest succesfulde danske film i 2006, set af mere end 410.000 danskere. Ikke overraskende har den høstet stor hæder i både ind- og udland. Med bl.a. 5 Robertpriser ved Det Danske Filmakademis prisuddeling, en Krystalbjørn ved filmfestivalen i Berlin har filmen modtaget 30 danske og internationale priser og anerkendelser verden over. 

Med hans seneste spillefilm To Verdener viser Niels Arden Oplev atter sin forkærlighed for at tage kampen op imod ureflekterede autoriteter og statiske traditioner. Men hvor det i den selvbiografiske Drømmen handlede om nye tider i provinsen og i folkeskolen, sætter han i To Verdener fokus på den kontroversielle religiøse sekt Jehovas Vidner. Baseret på en avisartikel om det tidligere Vidne Tabita, der som 17-årig formåede at løsrive sig fra den sekt hun var vokset op i, og som valgte friheden og kærligheden frem for Jehovas bandbuller, har Niels Arden Oplev i To Verdener valgt at lade sin hovedperson Saras kamp for retten til kærlighed og frihed stå som et symbol på den evige kritiske stillingtagen, som er så nødvendig over for den slags dogmatiske autoriteter som fundamentalistiske religioner kun er én del af.

Niels Arden Oplev er netop gået i forproduktion med Stieg Larssons fantastisk populære krimitrilogi Millennium, hvor han skal instruere den første film Mænd der hader kvinder, som får biografpremiere i vinteren 2009.

 

THOMAS HEINESEN - Producer

Thomas Heinesen har arbejdet i filmbranchen i mere end 25 år. Siden midten af ’90erne, hvor han debuterede som producer, har han produceret en lang række film,  heriblandt kæmpesucceserne Den eneste ene (1999), Terkel i knibe (2004), Paprika Steens debutfilm Lad de små børn (2004), Supervoksen (2006),  Anklaget (2005), Den store dag (2005), Fluerne på væggen (2005) m.fl..

Premiere Dato
22.02.2008
Produktions Selskab
Nordisk Film
Spilletid
108 Minutter
Genre
Drama
Undertekster
Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk