Down by Law (Brugt)
Down by Law (1986)
Instruktør: Jim Jarmusch
Handling: Down by Law udspiller sig i den amerikanske sydstat Louisiana, hvor en falleret kradskarl (John Lurie), en flegmatisk discjockey (Tom Waits) og en splejset italiensk emigrant (Roberto Benigni) af skæbnens uransagelige veje havner i spjældet sammen. Filmen minder i tone og stil om Jarmusch's debutfilm Stranger Than Paradise (1984) og er prototypen på instruktørens skæve indfaldsvinkel til komediegenren. Humoren udspringer først og fremmest af de stærkt excentriske karakterer, som filmen er befolket med, og stemningen, der opstår ved at placere dem i samme lokale. Fængselslivets monotoni iscenesættes eksempelvis gennem en række lange, statiske optagelser af trioen, dybt optaget af at stirre tomt ud i luften, traske surt rundt i deres celle og tirre hinanden med verbale fornærmelser. Benigni imponerer med sit naturtalent for at myrde det engelske sprog, hver eneste gang han åbner munden, og Tom Waits må have foretaget et grundigt studie af chimpanseburet i zoo under forberedelserne til sin medvirken i denne film.
Hvis man kan forestille sig en film instrueret af den irske modernist Samuel Beckett med The Three Stooges som hovedpersonerne, så ville udfaldet nok have mindet noget om Down by Law. Det er ikke en film, alle vil elske – biografpublikummet var splittet mellem dem, der måtte samles op fra gulvet efter forestillingen, fordi de havde tabt vejret af bare grin, og dem, der udvandrede halvvejs inde i filmen. Hvis det er første gang, man er ved at stifte bekendtskab med Jim Jarmusch, kan det muligvis anbefales at vente med Down by Law og først forsøge sig med Mystery Train (1989) eller Night on Earth (1991). Begge disse senere film rummer alt, hvad der er bedst ved Jarmusch, men er en anelse mere handlingsbetonede, og de er fotograferet i farve, hvor Down by Law er i sort/hvid.