Batman Begins (Brugt)

15,00 kr.

Batman Begins (2005)

Instruktør: Christopher Nolan

Handling: 

Fra det øjeblik, Warner Bros. logoet glider over skærmen i sort/hvid, er det tydeligt, at dette ikke bare er endnu en efterfølger til Joel Schumachers farvelade-vision af Batman-universet. Det her er en helt anden slags Batman. Den mest alvorlige, vi endnu har set.

Historien kender de fleste vel: Den 8 år gamle Bruce Wayne, søn af en rigmand, ser sine forældre blive myrdet lige foran sig. Fyldt med hævntørst og vrede iklæder han sig det kulsorte Batman-kostume for at få Gotham Citys forbrydere ned med nakken. Men alle tidligere filmversioner af Batman har et hul i historien. Hvad sker der i de år, der går, mens den unge Bruce Wayne vokser op, forældreløs, til han som voksen bliver forvandlet til den mørke hævner? Hvor har han fået sine næsten overnaturlige evner fra? Hvem har lavet alle hans seje våben? Og hvordan fik han i det hele taget den besynderlige idé at klæde sig ud som en flagermus for at bekæmpe forbrydere?

Batman Begins giver svar på disse spørgsmål.

Instruktøren Christopher Nolan, der lavede den mesterlige Memento og den roste Insomnia, bringer en helt ny realisme til Batman-universet. Væk er Joel Schumachers groteske neon-helvede, men Nolan viger også væk fra Tim Burtons gotiske vision. Filmen er stadig mørk og dyster, men den foregår alt andet lige stadig i et univers, der ikke er så langt fra virkeligheden.
     Rollelisten er som en drøm. Det bedste, Hollywood har at byde på. Ikke bare de store navne, som trækker publikum ind til hvad som helst, men folk der har en speciel plads i de fleste filmelskeres hjerte. Der er Michael Caine som Alfred, den tålmodige butler, der våger over Bruce Wayne fra han er helt lille, og Morgan Freeman som Lucius Fox, manden der er ansvarlig for Batmans seje gadgets. De fleste vil holde vejret et øjeblik, når Freeman og Caine optræder i samme scene for første gang nogensinde. Og lad os ikke glemme Gary Oldman, der spiller Jim Gordon, en ung, retskaffen politimand, der senere skal blive en af Batmans vigtigste allierede.
     På skurkenes side finder vi den altid seværdige Liam Neeson som Bruce Waynes mentor Henri Ducard, og Ken Watanabe (The Last Samurai) som den mystiske Ra's Al Ghul, mens Cillian Murphy (28 Days later) spiller psykiateren Dr. Jonathan Crane, der med sit alter ego Scarecrow kan drive folk til vanvid med mareridtsagtige illusioner.
     Nolan har også gravet gode folk op til de mindre roller. Hvem havde troet, at gode, gamle Rutger Hauer (Blade Runner), der i de sidste mange år kun har vist sig i de mest usle direct-to-video produktioner, pludselig ville være at finde i en stor Hollywood-produktion igen? Selv den utaknemmelige rolle som gangsterbossen Falcone får ekstra troværdighed, når den bliver spillet af en Oscar-vinder som Tom Wilkinson (Eternal Sunshine of the Spotless Mind).
     Men det bedste og vigtigste element er selvfølgelig Batman himself. Christian Bale er fantastisk som både den mørke hævner og hans alter ego, Bruce Wayne. Fra sine helt unge dage, da han som 12-årig spillede med i Spielbergs Empire of the Sun til hovedrollen i American Psycho og hans Oscar-værdige præstation i The Machinist, har Bale gang på gang overrasket. Han bliver bedre og bedre, som årene går. Selv en god skuespiller kan blive fortabt i en rolle som Batman (ja, George Clooney, det er dig vi snakker om), men Bale formår at holde fast i Bruce's menneskelighed, selv når han er dækket fra top til tå af sit sorte Batman-kostume. Det i sig selv er imponerende.

Batman Begins er måske nok den mest intelligente Batman-film til dato. Idéen om, at frygt er et magtfuldt våben - måske mere magtfuldt end noget andet - er særligt interessant i disse tider, hvor terror holder hele nationer som gidsel. Men når alt kommer til alt, er dette en historie for drengerøve, og det glemmer filmen aldrig selv. Se bare scenen, hvor Lucius Fox introducerer den armerede tank, der senere skal blive til den uundværlige Batmobil, for Bruce Wayne. Efter demonstrationen kigger Wayne roligt på Fox og spørger: "Does it come in black?", og så ved vi bare, at der er gode actionscener på vej! Når denne Bat-tank brøler gennem Gotham Citys gader og destruerer alt på sin vej, varsler den om nye tider for denne stolte filmserie.

Batman er tilbage! Og det gælder bare om at komme af vejen i en fart!

Lagerinformation: 88
Antal
1
Tilføj til kurv