Bodil Vindere 1990-1999

1990 var en herlig ensidig affære. I endnu højere grad end i 1988.

‘Dansen med Bodil’ lød en af avisernes overskrifter, og det var da også Kaspar Rostrups Oscar-aktuelle film ‘Dansen med Regitze’, der ryddede bordet. I Dagmar kunne aftenens to konferenciers Kim Schumacher og Michael Meyerheim dele de eftertragtede statuetter ud til instruktøren Kaspar Rostrup og hans skuespillere Frits Helmuth, Henning Moritzen, Ghita Nørby og Kirsten Rolffes.

En Bodil-historisk triumf. Til udlandet afsendte man priser til Kieslowski’s ‘En lille film om kunsten at dræbe’ og Frears’ ‘Farlige forbindelser’.

Man var nu tilbage i Imperial med dens – i forhold til Dagmar – fordoblede tilskuerkapacitet og en ny chance for det ‘menige’ publikum for at komme til Bodilfest. Og siden da har næsten eller totalt udsolgte biografhuse fulgt Bodil-overrækkelserne. Og 1991 var året med nye navne.

Dorthe Friis, formand for Filmmedarbejderforeningen, kunne efter et show med Kær, Gad, Fogtdal og Rasmussen kalde Birger Larsen på scenen som modtager af prisen for årets bedste film ‘Lad isbjørnene danse’.

For sin fader-rolle i filmen fik Tommy Kenter en hovedrollepris og for skuespilpræstationerne i en anden af årets gode, nye film, Eddie Thomas Petersens ‘Springflod’, fik Trine Dyrholm og Jannie Faurschou fortjente priser. Den debuterende skuespiller Steen Svare fik pris for sit spil i Helle Ryslinges ‘Sirup’. Man vejrede morgenluft, der var nye og unge navne at vælge imellem og flere af dem. Kieslowski var atter ‘Bodil’-vinder, nu med ‘Dekalog’, Scorsese med ‘GoodFellas’.

1992 gav endnu en gang Lars von Trier en mulighed for at få en ‘Bodil’, og denne gang lod han sig overtale til at modtage hæderen – på trods af et gammelt løfte til instruktør-kollegaen Åke Sandgren om ‘aldrig at stille op til den forestilling’. Han var nået frem til, ‘at prisen ikke alene var til ham, men til hele filmholdet og familien, der har lidt afsavn under hans arbejde med filmen’. En rigtig og ikke helt overraskende analyse af baggrunden for en filmpris.

‘Europa’ var årets bedste danske film, men igen var der bemærkelsesværdige og prisværdige præstationer i andre danske film. Ole Lemmeke i ‘De nøgne træer’, Nikolaj Lie Kaas i ‘Drengene fra Sankt Petri’, Ghita Nørby i ‘Freud flytter hjemmefra’ og Ditte Knudsen (Gråbøl) i ‘Møv og Funder’ afspejlede bredde og talent i dansk film.

For anden gang i Bodil-historien fik en klipper en særpris – det var Ghita Beckendorff for en lang række film. ‘Life Is Sweet’ og ‘Thelma & Louise’ var de udenlandske topfilm det år.

Siden slutningen af 80’erne var der, i modsætning til tidligere, ind imellem ‘én-films-fester’. Årets bedste film omfattede også årets bedste skuespillere. Forklaringen kan ligge i, at der ganske enkelt kun var én film, der var værd at præmiere – kun én film, der markerede sig med mand og mus(er).

En vinder, der overhalede alle andre med flere banelængder, ‘Kærlighedens smerte’ af Nils Malmros var dette år en sådan film. Instruktøren, skuespillerne i hoved- og biroller – Søren Østergaard, Waage Sandø, Anne Louise Hassing og Birthe Neumann samlede i Imperial de mulige 5 statuetter omkring samme film.

Ove Sprogøe motiverede en æres-’Bodil’ til Erik Balling ved bl.a. at konstatere, ‘at folkelighed og kvalitet ikke er to modstridende begreber’. Den totalt udsolgte sal fik lejlighed til at se premiere på ‘Det forsømte forår’, instrueret af Peter Schrøder. ‘Bodil’-priserne til de ‘fremmede’ var dette år oplagte: ‘Howards End’ og ‘The Player’.

Kendisserne var på vej tilbage til festerne – farverne lyste lidt mere. Den ‘Bodil’, modtagerne stort set altid havde sat højt, blev igen fulgt til dørs af de centrale skikkelser fra film- og medieverdenen.

Torben Zeller og Søren Østergaard var aftenens veloplagte værter i Imperial, men mange lyttede opmærksomt til Filmmedarbejderforeningens formand Kim Skottes forklaring på, at Bille August’s ‘Åndernes Hus’ ikke havde kvalificeret sig som mulig kandidat til en pris – ‘Filmen er udenlandsk produceret med udenlandsk tale og udenlandske skuespillere.’

Heldigvis var der flere og mere ‘rene’ danske film at vælge imellem. Erik Clausen fik hovedprisen for ‘De frigjorte’, Frits Helmuth og Jesper Langberg blev påskønnet for deres præstationer i ‘Det forsømte forår’ og Sofie Gråbøl og Pernille Højmark for deres i ‘Sort høst’. Særprisen tilfaldt med stort applaus tegnefilmmanden Flemming Quist Møller – ikke kun, men også, for ‘Jungledyret’.

Og udlandet: ‘The Piano’ af Jane Campion og ‘Uskyldens år’ af Martin Scorsese. Et godt år for dansk film – hænger det rent faktisk sammen med et godt år for en Bodil-fest?

Kommitens Begrundelser : Læs mere KLIK her

I 1995 blev Lars von Trier for 3. gang modtager af prisen for bedste film – og for 2. gang tog han imod den. Men ikke uden sværdslag, idet han inden overrækkelsen lod meddele, at han kun ville deltage, hvis han vidste, at han fik en pris. En variant af hans tidligere holdninger, må man sige.

Den vished kunne han så få, da en avis – stik mod de hæderkronede regler – for anden gang i Bodil’s historie røbede vinderen på forhånd. Hvilket yderligere medførte, at den for ‘Nattevagten’ nominerede Ole Bornedal demonstrativt udeblev fra festen.

‘Skandalen’ og krukkeriet ændrede heldigvis ikke på det faktum, at ‘Riget’ blev årets vinder – traditionen tro med tre af samme films skuespillere i prismodtagernes roller: Ernst-Hugo Järegård, Holger Juul Hansen og Kirsten Rolffes. Rikke Louise Andersson sneg sig ind i vinderfeltet for sin birolle i årets store kasse-succes ‘Nattevagten’ af Bornedal.

Særprisen gik til manuskriptforfatteren Niels Vørsel, som i flere sammenhænge, ikke mindst ‘Riget’, havde samarbejdet med Lars von Trier. Kritikerfavoritten Kieslowski fik Bodil for ‘Rød’, Altman for ‘Short Cuts’.

Måske for at understrege at ‘Bodil’ ikke altid er ‘main-stream’ – ikke altid til at regne med – overraskede filmkritikerne ved at vælge en film, der, trods oplagte kvaliteter, ikke havde fundet et publikum af en størrelse, der var filmen værdig: ‘Menneskedyret’ af debuterende instruktør Carsten Rudolf var ikke et box-office-hit – men det var ikke derfor, statuetten i overrækkelsesøjeblikket blev tabt på gulvet og mistede hovedet.

Ulf Pilgaard kom på scenen for at modtage pris for ‘Farligt venskab’, Lars Knutzon og Puk Scharbau for ‘Kun en pige’ og Anneke von der Lippe for ‘Pan’. I opløbet om bedste film var en sjælden genre repræsenteret med dokumentarfilmen i spillefilmslængde om Carl Th. Dreyer ‘Min metier’ af Torben Skjødt Jensen. For en gang skyld var der også (berettiget) murren i krogene over de normalt ret oplagte valg af ‘fremmede’ film. ‘Smoke’ vandt over bl.a. ‘The Usual Suspects’, ‘En verden udenfor’ og ‘Ed Wood’. ‘Lamerica’ gled lettere ned som europæisk vinder.

‘Bodil’ fejrede 50 år – med god ret, idet den første fest i 1948 naturligvis hædrede film fra året før. Og det blev gjort med manér.

Bodil Kjer skulle være æresgæst og have en æres-pris. Sammen med Bodil Ipsen lagde hun navn til statuetten, og det gav anledning til stående ovationer, da instruktøren Anders Refn overrakte Bodil Kjer pris, champagne og en rød rose. Bodil Kjer havde tidligere modtaget tre ’Bodil’-priser. I øvrigt blev årets priser fordelt meget internationalt: Bedste film gik til den efterhånden ganske erfarne pris-modtager Lars von Trier for ’Breaking the Waves’ – som ifølge Filmmedarbejdernes pointsystem for nationalitet var mere ‘dansk’ end ’Åndernes hus’ i 1994 – og skuespillerpriser blev efterfølgende tildelt Emily Watson og Katrin Cartlidge for deres roller i Trier’s film. Max von Sydow fik pris for hovedrollen i ’Hamsun’ og Zlatko Buric for birollen i Nicolas Winding Refn’s ’Pusher’. ’Trainspotting’ og ’Fargo’ var de relativt indiskutable udenlandske vindere.

I 1998 trak juryen igen en talentfuld ung dansk instruktør og hans film frem i første geled. ’Let’s Get Lost’ af debuterende Jonas Elmer blev årets film og hovedrolleindehaveren Sidse Babett Knudsen bedste skuespillerinde.

Elmer var oppe imod veteraner som Nils Malmros og Lars von Trier, som dog begge fik deres værker repræsenteret, da Jesper Christensen fik birolle-pris for ’Barbara’ og Holger Juul Hansen og Birgitte Raaberg begge fik priser for deres indsatser i ’Riget II’. Komponisten Joachim Holbek fik en særpris, og to af årets succes-film fra udlandet, ’Det’ bare mænd’ og ’L.A.Confidential’, fik hver deres anerkendelse.

1999 var ikke overraskende dogme-år, nationalt og internationalt.

Måske for at kæde det nye sammen med det ældre fik Ove Sprogøe en æres-’Bodil’ for sin store indsats og lange karriere i dansk film. ’Festen’ og ’Idioterne’ tog sig af de øvrige statuetter. Instruktøren Thomas Vinterberg og skuespilleren Ulrich Thomsen repræsenterede på fornemste vis den første, skuespillerne Nikolaj Lie Kaas, Bodil Jørgensen og Anne Louise Hassing den anden. Som var man styret af en viis spåmand, præsenteredes (og det vidste vi naturligvis ikke den aften) en af nyere dansk films største successer ’Den eneste ene’ af Susanne Bier ved arrangementet. Ang Lees ’Ice Storm’ tog overraskende prisen for bedste ikke-europæiske film foran ’Titanic’ og ’Saving Private Ryan’. Ken Loach var mere oplagt i den anden udenlandske kategori for ’My Name Is Joe’.