Bodil Vindere 1980-1989

I 1980 var en enkelt films dominans overordentlig tydelig. Formand Wezelenburg og aftenens konferencier Sten Bramsen skulle ikke huske mange filmtitler.

Morten Arnfreds ‘Johnny Larsen’ fik fire – og det var alle – danske priser. Ud over filmen blev både Berthe Qvistgaard, Allan Olsen og Frits Helmuth tildelt en ‘Bodil’ for deres roller i den. Sådan er bordet ikke blevet ryddet ved en Bodil-fest før. Kedeligt? Måske. Forudsigeligt? Tja. Fortjent? Helt og aldeles! Forudsigelige var også de udenlandske priser til hhv. ‘Bliktrommen’ og ‘Manhattan’.

1981 var som 1980 et forudsigeligt år. Der var ikke megen tvivl om, at vinderen måtte blive Kaspar Rostrups stor-filmatisering af Holbergs ‘Jeppe på bjerget’ og heller ikke, at Buster Larsen og Kurt Ravn berettiget kunne takke prisoverrækkeren, kulturminister Lise Østergaard, for deres priser for hæderfuldt spil i filmens hoved- og birolle.

Heldigvis havde filmmedarbejderne fundet prisværdige præstationer hos Karen Lykkehus (i ‘Næste stop – Paradis’), Helle Fastrup (i ‘Cirkus Casablanca’) og Lone Hertz for instruktion af dokumentarfilmen ‘Thomas – et barn du ikke kan nå’. Fin spredning i feltet – og for første gang en hollandsk prisvinder blandt de europæiske film: ‘Max Havelaar’. Bob Fosse dansede af sted med den ikke-europæiske ‘Bodil’ for ‘All That Jazz’.

I 1982 lykkedes det for første gang i Bodil-prisens historie en børnefilm at score stort. Der var hele tre statuetter for ‘Gummi-Tarzan’ til instruktøren Søren Kragh-Jacobsen, Otto Brandenburg og Peter Schrøder. Fortjent, som også prisen til Solbjørg Højfeldt var det for hendes præstation i ‘Gummi-Tarzans’ hårdeste konkurrent, Esben Høilund-Carlsens succes ‘Slingrevalsen’.

Ghita Nørby fik birolle-pris for ‘Pengene eller livet’. Man hædrede også Hans-Henrik Jørgensens bemærkelsesværdige fiktions-kortfilm ‘Historien om Kim Skov’ samt fotografen Dan Laustsen for flere film, bl.a. ‘Gummi-Tarzan’. ‘Den franske løjtnants kvinde’ og ‘De fire årstider’ var de bedste udenlandske film. ‘Sneakers’, Erik Clausen, Lisbeth Dahl og prismodtager Schrøder leverede aftenens underholdnings-krydderier i Palads – formand Sven Wezelenburg og Erik Ryge delte de værtslige forpligtelser.

Tilbage hvor det hele startede i 1948 – ikke på ‘Ambassadeur’ naturligvis, men på ‘Hotel d’Angleterre’. Bodil-festen flyttet fra biografens naturlige ‘festsal’ til et hotel. Og, i modsætning til 1948 og 1949, uden større festivitas.

Kulturminister Mimi Jacobsen mødte op for at overrække statuetterne til de glade vindere, som nogle år tidligere igen var med Morten Arnfred i spidsen. Det var nemlig ‘Der er et yndigt land’, der fik hovedprisen og dens medvirkende, Ole Ernst og Arne Hansen, der fulgte med. Tove Maës var enlig høne i priskurven for sin rolle i ‘Felix’. Fotografen Jan Weincke fik pris for ‘Kundskabens Træ’ og ‘Zappa’. ‘Den enfoldige morder’ og ‘Tootsie’ var årets positive fra udlandet.

1984 gav gode valgmuligheder på filmsiden. Derfor var det også et spredt felt, der høstede statuetter.

Nils Malmros for tredje gang vinder af bedste film med ‘Skønheden og udyret’ – Line Arlien-Søborg for sin rolle i samme film. Peter Hesse Overgaard for sin hovedrolle i ‘Isfugle’, Hans Chr. Ægidius for sin birolle i ‘Forræderne’ og Birgitte Raaberg for sin Himmelblå i ‘Midt om natten’.

Jon Bang Carlsen var igen kortfilm-vinder med ‘Fugl Fønix’, og Jan Vedersø fra biografen ‘Klaptræet’ modtog en specialpris for kvalitetsimport – Sauras ‘Carmen’ og Allens ‘Zelig’ sluttede feltet af. Hvis der var gået inflation i filmpriserne – som mange mente dengang, og flere mener i dag – så var der i hvert fald skruet helt ned for festblusset.

I 1985 var den helt gal. Kun en ‘Bodil’ for årets bedste film ‘Forbrydelsens element’ af Lars von Trier var der plads til i det danske felt. Og Lars von Trier ønskede ikke at modtage prisen – han gad slet ikke hente den.

Filmmedarbejderne demonstrerede deres opfattelse af danske films kunstneriske niveau ved kun at uddele en statuette til von Trier, en af de få talentfulde instruktører, der i lyset af de alt for få støttemidler fik lavet en film. Og så blev manden væk! Så kan det ikke blive mere tamt, og det kunne formanden Sven Wezelenburg da også kun konstatere.

Heldigvis kom én glad mand til overrækkelsen – producenten Per Holst, som fik en ‘Bodil’ for sit fremragende arbejde på Kærne Film og yderligere en for import af bedste europæiske film ‘Paris, Texas’ af Wim Wenders. Bedste ikke-europæiske film blev ‘Mænd af den rette støbning’ af Philip Kaufman.

Den mest pinlige Bodil-overrækkelse nogensinde, om ikke i indhold så i arrangement og praktik. Det skulle der gøres noget alvorligt ved.

I 1986 vendte man så tilbage til biografen – nærmere bestemt til Palads. I en blanding af ‘almindelige’ biografgæster og kendte ansigter tumlede alle rundt i den store multibiografs gange og forhaller.

Liberalismen havde holdt sit indtog i Bodil-komiteens strategi, og alle kunne købe billetter. Limousinerne, de lange kjoler, smoking’erne og de blitzende fotografer var i undertal – det var planlagt folkeligt og fornøjeligt med Jesper Klein og Flemming Jensen og endda Thomas Helmig med band, som dog i sidste øjeblik måtte melde afbud p.g.a. sygdom.

Premiere-filmen var med David Bowie, ‘Absolute Beginners’, og prisuddelingen blev foretaget af Sven Wezelenburg, i øvrigt sammen med forfatteren af denne lille bog. Erik Clausen fik bedste film-pris for ‘Manden i månen’, Ingolf David og Stine Bierlich fik priser for deres roller i ‘Ofelia kommer til byen’, Catherine Poul Jupont for ‘Manden i månen’ og Jytte Rex en kortfilmpris for ‘Den erindrende’. En særpris for scenografi gik til Leif Sylvester Petersen for ‘Manden i månen’, og endelig fik Kurosawas ‘Ran’ og Woody Allens ‘The Purple Rose of Cairo’ begge fortjente Bodil-priser. Manglede der Hollywood-glimmer og tidligere tiders projektører, så var Bodil dog tilbage i biografen.

Arrangementet var rykket til Dagmar.

Sten Bramsen var konferencier og kunne overrække en Bodil for bedste danske film til en uimponeret Helle Ryslinge for ‘Flamberede hjerter’ – ‘Om jeg er glad? Siden jeg ellers bliver kaldt en kompromisløs, strid makrel på den forkerte side af de 35 og anmeldes af mænd med hang til intellektualisme, selvhøjtidelighed og druk – jah, så er jeg blevet meget pænt behandlet’, sagde vinder-instruktøren.

Kirsten Lehfeldt og Peter Hesse Overgaard fik også statuetter for deres spil i ‘Flamberede hjerter’, og der var priser til Sofie Gråbøl for ‘Oviri’ og Michael Falch for ‘Mord i mørket’. Lasse Hallström for ‘Mit liv som hund’ og Woody Allen igen-igen for ‘Hannah og hendes søstre’. Garnituren dette år var premieren på ‘Peter von Scholten’ og musik v. Jørgen Svarres kvartet for dansende natteravne.

Bodil er nu 40 år – nøjagtig samme alder som instruktøren af årets suveræne vinderfilm ‘Pelle Erobreren’. Bille August kunne tage Max von Sydow, Björn Granath og Karen Wegener i hånden og takke for 4 priser til samme film.

Jannik Hastrup modtog sin anden ‘Bodil’ som en specialpris for sin samlede produktion, derudover var det udlejerrepræsentanterne for de traditionelle udenlandske film (der som regel modtager priserne på vegne af vinderne) – i år ‘Round Midnight’ og ‘Down by Law’ – der kunne følge med Pelle-kompagniet til champagne-glassene.

I 1989 så det ud til, at Bodil’s arrangements-krise var ved at være forbi.

Den fjerne fortids virak og glamour var erkendt historie, festen var afbalanceret mellem kendte ansigter, vigtige personligheder, almindelige nysgerrige og filmfans, i pæn, men ikke ens, påklædning, og i generel festlig stemning. Sådan indledte man i hvert fald årets fest i Dagmar, hvor alle knap 500 pladser var udsolgt.

To film dominerede: ‘Skyggen af Emma’ af Søren Kragh-Jacobsen og ‘Himmel og Helvede’ af Morten Arnfred. Som tidligere havde afstemningen fordelt hæderen så ligeligt, som man nu er i stand til, når man kun har mulighed for at kåre én vinder i hver kategori – og har to tætte ‘konkurrenter’. ‘Skyggen af Emma’ blev årets bedste. Ole Lemmeke, Erik Mørk og Karina Skands fik alle skuespillerpriser for ‘Himmel og Helvede’. Tine Miehe-Renard fik den kvindelige birolle-’Bodil’ for ‘Ved vejen’. Fra udlandet: ‘Vi ses igen’ (Louis Malle) og ‘The Dead’ (John Huston).