Bodil Vindere 1970-1979

I 1970 var der satset stort i Imperial. Premierefilmen var ‘Patton – Pansergeneralen’, og man havde fået instruktøren Franklin J. Schaffner herover, og Svend Kragh-Jacobsen introducerede ham fra scenen. Sammen med skuespilleren Lykke Nielsen stod han for prisuddelingen.

Der var 21 danske film at vælge imellem, og vinderen i den altid mest omtalte kategori blev Knud Leif Thomsens ‘Midt i en jazztid’. Anne-Lise Gabold fik pris for samme film. På herresiden var der en lille, men populær overraskelse, idet Preben Kaas fik en ‘Bodil’ som Dynamit-Harry i ‘Olsen-banden på spanden’.

Bjørn Rasmussen blev hædret med en ikke mindre populær pris for sine opslagsværker Filmens Hvem Hvad Hvor. På dokumentarfilm-fronten fik Per Holst ‘Bodil’ for sin Storm Petersen-film ‘Livet er en cirkus’. På udlands-siden fik Bo Widerberg pris for ‘Oprøret i Ådalen’ (denne gang var det rigtigt – tidligere, i 1967, havde man ved et uheld – og kortvarigt – givet ham en for ‘Ravnekvarteret’). Bedste ikke-europæiske film blev ‘Midnight Cowboy’ i hård konkurrence med ‘Easy Rider’ og ‘Rumrejsen år 2001’, tør man mene.

I 1971 var der skruet lidt ned for blusset og spændingen. Måske fordi en filmkritiker havde afsløret præmie-listen i sin avis dagen før. Det var derfor helt efter planen at Franz Ernst fik ‘Bodil’ for ‘Ang. Lone’, Tove Maës for ‘Det er nat med fru Knudsen’, englænderen Paul Scofield for ‘Kong Lear’ og Karl Stegger for ‘Ballade på Christianshavn’.

En fotografpris blev det også til dette år. Den gik til den senere og nuværende Filminstitutdirektør Henning Camre for ‘Giv Gud en chance om søndagen’. Jannik Hastrup scorede en pris uden for de gængse kategorier for tegnefilmen ‘Bennys badekar’. Udlandet tog priser for ‘Slagteren’ af Chabrol og ‘Jagten på Willie Boy’ af Polonsky.

1972 var der igen uro i rækkerne. Man spekulerede i at gøre noget ved de arrangementer, som man huskede som festlige, men nu måtte konstatere havde mistet i hvert fald festlighedens præg. Filmmedarbejderforeningens formand Flemming Behrendt konstaterede i hvert fald, at det blev hans sidste Bodil-fest.

Ove Sprogøe og Elin Reimer havde det lidet misundelsesværdige job at skulle uddele aftenens 8 statuetter. Bedste danske film var ‘Den forsvundne fuldmægtig’ af Gert Fredholm. Ove Sprogøe fik pris for bedste hovedrolle i den og kollega Jørgen Ryg for sin birolle i ‘Lenin, din gavtyv’. Jørgen Leth fik en dokumentarfilm-pris for ‘Livet i Danmark’, der var foto-pris til Carsten Behrendt-Poulsen for ‘Lenin, din gavtyv’ og en sjælden, men vel-placeret, klipper-pris til Christian Hartkopp for sit arbejde i det hele taget.

Publikum deltog i øvrigt i en afstemning om deres yndlingsfilm, og de var svært enige med filmmedarbejderne – ‘Den forsvundne fuldmægtig’ vandt. ‘Døden i Venedig’ og ‘Taking Off’ var de udenlandske vindere ved en fest, der i medierne blev dømt kedelig. ‘Bodil’ var i krise.

På ‘Bodil’s 25-års fødselsdag’ var Henrik Moe ceremonimester i Kinopalæet til årets kriseramte festligheder. Trods før-premiere på Chaplins genudsendte mesterværk ‘Byens lys’ og dans bagefter var der almindelig enighed blandt publikum om, at ‘det dælme burde have en festligere indramning’.

Hans Kristensens fremragende ‘Flugten’ og dens hovedrolleindehaver Ole Ernst fik priser – det samme gjorde Lotte Tarp for ‘Farlige kys’ og Lone Lindorff for ‘Man sku’ være noget ved musikken’. Jan Troells ‘Nybyggerne’ og Bob Fosses ‘Cabaret’ var de bedste film udefra.

1974 var året, hvor man, trods en ihærdig indsats på arrangementsiden for at ‘puste liv i de dødssyge filmfester’ med brødrene Olsen, Poul Dissing, Birte Tove og ikke mindst aftenens hovedperson Dirch Passer, alligevel serverede en tam begivenhed. Der var nemlig ingen danske film, der havde fundet nåde for dommerkomitéens øjne. Altså for første gang: Ingen Bodil til en dansk film.

Til gengæld fik Dirch Passer en for ‘Mig og mafiaen’. Og Henning Bahs fik yderst fortjent pris for special-effects og antageligt mangt og meget mere. De to eneste kategorier, man med sikkerhed kan affyre, er de udenlandske: Dette år blev det Bergmans ‘Hvisken og råb’ og Jerry Schatzbergs ‘Fugleskræmslet’.

I 1975 er problemet ikke, at Nils Malmros løber med hovedprisen for sin fremragende ‘Lars-Ole 5.c’, eller at Agneta Ekmanner (som den 5. svensker i øvrigt) får skuespiller-pris for ‘Per’ og bestemt heller ikke, at Ove Sprogøe får pris for ‘Olsen-bandens sidste bedrifter’.

Næh, problemet er at Jens Okking tildeles en pris for sin birolle i ‘Nitten røde roser’, men nægter at modtage den. Formand Sven Wezelenburg meddeler, at Okking har sagt høfligt og stille nej tak, fordi han ‘blot som enhver anden her i landet har passet sit arbejde, og det kræver ingen belønning’. Krukkeri? Ægte beskedenhed? Omtale fik Okkings afvisning, der historisk placerer ham på Marlon Brando-niveau – prisoverrækkelses-mæssigt.

I Imperial triumferede Edward Fleming med ‘Den korte sommer’, Ghita Nørby for sin hovedrolle i filmen og Ole Larsen for sin birolle. Anne-Lise Gabold var prisværdig i sin birolle i ‘En lykkelig skilsmisse’, og Mikael Salomon sluttede sig til den eksklusive række af fotografer, der er ‘Bodil’-vindere.

‘Gøgereden’ og ‘Profession: Reporter’ tog udlands-priserne. Overraskende – ikke mindst for dem selv – fik Christiania-gruppen ‘Solvognen’ en pris for dokumentarfilmen ‘Dejlig er den himmel blå’.

Der var dansk forpremiere på Franz Ernsts ‘Den dobbelte mand’ og underholdning ved Ole Ernst, Kaj Løvring, Preben Kaas, Sanne Salomonsen, Peter Thorup og Bamses Venner.

I 1977 den 25. marts blev der atter kaldt til pris-uddelings-samling i Imperial. Lokkemaden var forpremiere på boksefilmen ‘Rocky’, Jesper Klein som konferencier, assisteret af Lykke Nielsen, Eddie Skoller, Ricardos Jazzmen samt Brigitte Kolerus og Michael Lindvad.

Det virkede, og selv om fest-glansen er gået lidt af St. Bodil, så var der jævn tilfredshed med, at man gav årets succesfilm ‘Strømer’ instrueret af Anders Refn tre priser, nemlig til Jens Okking (der ikke havde ændret mening fra 1975, men alligevel i år gerne ville modtage sin hæderspris), til Bodil Kjer og Dick Kaysø. Til gengæld fik Nils Malmros så prisen for bedste danske film ‘Drenge’. To forskellige, men meget ligeværdige pris-kandidater hædres på nydeligste vis.

Dirk Brüel fik en fotograf-pris for flere fremragende film – Altmans ‘Nashville’ og Bertoluccis ‘1900’ var de udenlandske topfilm.

Årets bedste danske film var Morten Arnfred og Henning Kristiansens ‘Mig og Charly’. Frits Helmuth vandt for ‘Lille spejl’, Poul Bundgaard for ‘Hærværk’ og Jon Bang Carlsen fik en kortfilm-’Bodil’ for sin fremragende ‘Jenny’.

Lidt undrende konstaterede man dog, at fotografen Alexander Gruszynski fik en Bodil for fotograferingen af ‘Jenny’, samt at anmelderne ikke havde fundet nogen skuespillerinde værdig til at gå på Imperials proscenium. Man spekulerede på, om der monstro var en slags forklaring i, at der blandt de daværende medlemmer af Filmmedarbejderforeningen ikke var nogen kvinder.

Ghita Nørbys præstation i ‘Mig og Charly’ blev da rost til skyerne. Fra udlandet: Resnais’ ‘Providence’ og Woody Allens ‘Mig og Annie’.

1979 var Bille August-år. ‘Honning måne’ løb med 3 statuetter: Bedste film, bedste kvindlige hovedrolle (Kirsten Olesen) og bedste kvindlige birolle (Grethe Holmer).

På herresiden repræsenterede både Jesper Christensen og Otto Brandenburg ‘Hør, var der ikke en som lo?’. Herbert Steinthal, assisteret af Susanne Breuning, omtalte Bille August som en ‘ung lovende instruktør’ – og det var en svært rigtig vurdering.

Som altid var der diskussion af valgene – især om den store succes ‘Vinterbørn’s fravær på prismodtagerlisten. En hyppig gæst i gruppen af europæiske prismodtagere var Ingmar Bergman, dette år med ‘Høstsonaten’. Fra det amerikanske repertoire valgtes Mazurskys ‘En fri kvinde’.