Bodil Vindere 1960-1969

I 1960 blev festlighederne flyttet til ‘Tre Falke Bio’. Det var iøvrigt ikke, fordi man mente, der var særlig meget at gøre godt med. Et magert år, syntes flere.

Kandidater var ‘De sjove år’ og ‘Paw’, men ind fra venstre kom så vinder-lystspillet ‘Vi er allesammen tossede’ af Sven Methling. Helt i tråd med tidligere års praksis, var der flere priser til samme film.

Kjeld Petersen fik således en ‘Bodil’ for sit fremragende – og, skulle det vise sig, nærmest evigt-aktuelle portræt af den lille mand, som får ørerne i klemme i samfundets bureaukratiske maskineri. Bodil Ipsen fik pris for ‘Tro, håb og kærlighed’ og Henning Bendtsen en af de sporadisk uddelte foto-priser for ‘Paw’. Truffauts ‘Ung Flugt’ og Lumets ‘12 vrede mænd’ markerede sig fra udlandet.

Med formand Svend Kragh-Jacobsen som rorgænger og Mogens Wieth som oplæser af Bergmans prolog til ‘Djævelens øje’ var der kunstnerisk højtidsstemning i Palladium, som nu var værts-biograf for festen.

Enstemmig vinder og årets danske film blev ‘Den sidste vinter’ af Edvin Tiemroth. Lise Ringheim fik pris for sin præstation i samme. Henning Moritzen scorede en statuette for ‘Forelsket i København’. I kategorien ‘bedste ikke-europæiske’ (tidligere ‘bedste amerikanske’), som USA gennem tiderne og vel ikke helt uberettiget havde fået noget af et monopol på, gav man i 1961 prisen til Luis Bunuel for ‘Tro og Lidenskab’, og lige så utraditionelt præmieredes den sovjetiske ‘Historien om en soldat’ som bedste europæiske film.

Ekstraprisen gik populært til Dirch Passer, fordi han ‘med et stort talent har ladet sig misbruge af danske producenter og i håb om, at han snart må få en rolle, der svarer til hans talent’. Dirch kvitterede med sin Lis Groes-imitation. Kortfilmprisen fik Theodor Christensen for sports-filmen ‘Enden på legen’.

I 1962 var der, set fra de flestes synspunkter, ikke meget at spille om. Festlighederne var flyttet til Imperial og ‘Harry og kammertjeneren’ var oplagt kandidat, og Bent Christensens lille mesterstykke vandt da også. Det samme gjorde Henning Moritzen, som fik en ‘Bodil’ for bedste mandlige birolle – en kategori, man havde ‘sparet’ på i flere år.

John Price fik hovedrolleprisen for ‘Duellen’. Man forsøgte sig igen med det ‘gamle’ nummer med at filme gæsterne, men det havde man beviseligt mere styr på 10 år tidligere. To skønne modeller, Inge Levin og Aase Daily assisterede formand Mogens Larsen med det traditionelle overrækkelsesjob. De sidste priser gik til Visconti for ‘Rocco og hans brødre’ og Kramer for ‘Dommen i Nürnberg’.

1963 bød på en artig overraskelse om ikke andet. Henning Carlsens Sydafrika-film ‘Dilemma’ blev betragtet som klar favorit, men prisen gik i stedet til ‘Weekend’ og Palle Kjærulff-Schmidt.

Helle Virkner og Jarl Kulle blev præmieret for ‘Den kære familie’ og birolle-prisen gik til veteranen Hans W. Petersen for ‘Støvsugerbanden’. Francois Truffaut fik igen – og naturligvis igen fortjent – en pris for ‘Jules og Jim’ og Bunuel endnu en for ‘Morderenglen’.

I 1964 passerede man ‘Bodil’ nr. 100 – altså det samlede antal af uddelte statuetter. Arrangementet og dets forløb var en anelse rutinepræget og virakken til at overse.

Årets bedste blev Mogens Vemmers ‘Gaden uden ende’, skuespillerne Laila Andersson (for ‘Gudrun’), Ole Wegener (for ‘Sekstet’) og fotografen Henning Kristiansen (for ‘Hvad med os?’ og ‘Selvmordsskolen’). Børge Høst fik en pris for kortfilmen ‘En ny virkelighed’ – de udenlandske film var ‘8 1/2’ af Fellini og ‘Dr. Strangelove’ af Stanley Kubrick.

I 1965 var der fem film i opløbet: ‘Tine’, ‘To’, ‘Fem mand og Rosa’, ‘Gertrud’ og ‘Sommerkrig’. Det var noget overraskende, at valget faldt på Carl Th. Dreyers ‘Gertrud’ al den stund, at kritikerne ikke havde været ubetinget venlige overfor filmen ved dens premiere. Sagde man ‘undskyld’ til dansk films store mester? Sidste mulighed for en pris fortjent langt tidligere?

På spindesiden fik Lone Hertz pris for ‘Tine’, hos herrerne gik den til Morten Grunwald for ‘Fem mand og Rosa’. Nærmest traditionelt fik Truffaut en ‘Bodil’ for ‘Silkehud’. Frankenheimer blev belønnet for ‘7 dage i maj’. På kortfilmsiden fik Ole Roos en pris for filmene ‘Michel Simon’ og ‘PH-lys’.

1966 var igen et Balling-år. Filmen var ‘Slå først, Frede’, og Poul Bundgaard fik en pris for samme film. John Price fik hovedrollepris for ‘Naboerne’, og derudover var der statuetter til Jørgen Roos for Grønlandsfilmen ‘Knud’, direktør Thorvald Larsen for sin fremragende måde at lede Alexandra-biografen på og til Jean Renoir for ‘Spillets regler’ og Sidney Lumet for ‘Pantelåneren’.

I 1967 var der endelig ‘gevinst’ for Henning Carlsen. Det var året, hvor hans film ‘Sult’ og dens hovedrolleindehaver Per Oscarsson fik priser. Mandlig birolle gik til Kjeld Jacobsen som faderen i ‘Der var engang en krig’, Lone Hertz fik for anden gang i træk en ‘Bodil’ – denne gang for ‘Utro’.

Biografdirektør og filmimportør, Peter Refn, fra Camera biografen (senere Grand) fik en pris for sit kunstneriske og lødige repertoire og sin import af kvalitetsfilm. Milos Forman fik pris for ‘Blondinens kærlighed’, Satyajit Ray for ‘Den ubesejrede’.

1968 er igen et Henning Carlsen-år. ‘Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet’ blev sammen med Harriet Andersson prisvindere. Jesper Langberg hædres for ‘Sådan er de alle’, og i denne periode med biograf-priser falder der fortjent en af til Ove Brusendorff for Carltons gode repertoire.

‘Bonnie & Clyde’ og ‘Dagens Skønhed’ er de udenlandske vindere, og i kortfilm-kategorien prisbelønnes Claus Ørsted for ‘Kongens Enghave’.

I 1969 var der ekstraordinært og fornemt besøg til Bodil-festen i Imperial. Franskmanden Jacques Tati var kommet til København for at hente sin pris for ‘Playtime’.

Men ellers var det året, hvor ‘Balladen om Carl-Henning’ og i den sammenhæng Jesper Klein fik pris. Det gjorde Kirsten Peuliche også for ‘Tænk på et tal’. Peter Refn fik hele to Bodil-priser – en for kortfilmen ‘Eftermiddagsgæsten’ og en for sin import af Rays indiske mesterværk ‘Sangen om vejen’, årets bedste ikke-europæiske film.