I 1948 kunne Filmmedarbejderforeningens formand Knud Poulsen annoncere, at man havde valgt “Soldaten og Jenny” som bedste film og derudover prisbelønne dens instruktør Johan Jacobsen og dens hovedrolleindehavere Poul Reichhardt og Bodil Kjer. Birolle-priserne gik til Ib Schønberg og Ellen Gottschalch for deres præstationer i “Ta’ hvad du vil ha'”. Bedste dokumentarfilm var “Papir” af Ole Palsbo, og årets europæiske film blev “En sag om liv og død” af Michael Powell og Emeric Pressburger. Som bedste amerikanske film valgtes William Wylers “De bedste år”.

Hele arrangementet blev krydret med underholdning til midnat ved Den Gyldenblonde, Lilian Harvey, en luftigt påklædt danserinde Maqueez og, som nævnt, Victor Borge.

Det startede således med fest og farver – om end uden statuetten, der ikke var blevet færdig hos Bing og Grøndahl.

I 1949 forsøgte man med lidt diskret manipulation at ordne et problem fra forrige år. Nemlig at man kun kunne uddele een “Bodil” i hver kategori – og der var uhyre tæt løb mellem “Soldaten og Jenny” og “Støt står den danske sømand” begge fra året før. Der har åbenbart været så mange og delte meninger blandt foreningens ca. 20 stemmeberettigede medlemmer, at man løste dem ved at lade “Støt står den danske sømand” være vinderen ved arrangementet den 29. april 1949. Igen i “Ambassadeur”, hvor 400 gæster var mødt op til det, der med et slag var blevet en Københavnerbegivenhed.

Ib Schønberg var aftenens konferencier, og underholdningen blev leveret af bl.a. Lily Broberg, Poul Reichhardt og Grethe Thordahl. Foreningens formand Kaj Berg Madsen kunne annoncere årets “Bodil”-vindere. Bodil Ipsen og Lau Lauritzen for “Støt står den danske sømand”, men flest klapsalver gik til Karin Nellemose, som tog begge priserne på spindesiden for sin hovedrolle i “Kampen mod uretten” og sin birolle i “Mens porten var lukket” (i avisreferaterne dagen efter opstod der lidt forvirring både på Berlingske Tidende, der refererede til “Mens porten er åben”, og på Politiken, der kaldte den “Naar porten er lukket”). På herresiden fik Mogens Wieth en “Bodil” for sit portræt af Peter Sabroe i “Kampen mod uretten”, Johannes Meyer birolle-prisen for “Støt står den danske sømand”.

Allerede år 2 efter indstiftelsen af prisen var foreningen indstillet på at afvige fra de rigide kategorier – det ser man flere gange senere – og gav en fotografpris til Annelise Reenberg for “Kristinus Bergman”. Årets europæiske film var “Hamlet”, den amerikanske var Chaplins “Monsieur Verdoux”. Festen havde den internationale presses bevågenhed. I hvert fald kunne man dagen efter i Olso-avisen “Morgenposten” læse, at “Norge ble nr. 7 med “Kampen om tungtvannet”. Hvad nordmændenes udsendte refererede til, var at “Kampen om det tunge vand” var blevet nummer 7 på afstemningslisten for bedste europæiske film – en mindre bedrift, må man vel nok sige, men ikke desto mindre mente journalisten, at det var “alle tiders filmfest”.

De smoking-klædte notabiliteter, berømtheder og generaldirektører med fruer eller ledsagersker tog ud på de små timer fra “Ambassadeur” til “Adlon”, hvor champagnen fik lov til at flyde.

I 1950 tog ‘Bodil’-uddelingen en vending – de fleste mente til det bedre. Man gik nemlig fra underholdningsprogrammet i ‘Ambassadeur’ til mere oplagte rammer for festlighederne. En biograf, naturligvis. Så kunne man til og med se en ny og spændende film. I 1950 var det ur-premieren på ‘Alle Kongens Mænd’ – og man blev endda ikke snydt for solistoptræden, bl.a. ved Poul Bundgaard.

De forhøjede billetpriser (overskuddet gik til skuespillerforbundets hjælpefond) generede tilsyneladende ikke publikum. På to timer var alle billetter revet væk. Priserne, der blev uddelt ved midnatstid: Bedste film ‘Susanne’ af Torben Anton Svendsen. Skuespillerne Erik Mørk og Astrid Villaume fik hver en ‘Bodil’ for samme film, og det var så det på den nationale side.

Filmkritikerne havde allerede her, ved den tredje uddeling, strammet kursen. Hvis man ikke fandt der var kvalificerede kandidater i de enkelte kategorier, ja, så uddelte man ingen pris. Årets europæiske film var ‘Øjenvidnet’ af Carol Reed, den amerikanske ‘Ormegården’ af Anatole Litvak.

Den 30. april 1951 var den røde løber rullet ud foran den store biograf ‘World Cinema’ – og der var fyldt, på trods af at billetpriserne var sat voldsomt op fra de normale 2 kroner til hele 8. Filmen var ‘Født i går’ med Judy Holliday.

Pressen var – i egen interesse – begyndt at skrue stemningen i vejret før arrangementet. Der blev i medierne forhåndsvurderet på chancer og personer, og man fik, igen efter amerikansk model, om end i mindre målestok, folk til at stimle sammen udenfor biografen for at se berømthederne ankomme.

Formanden var dengang Herbert Steinthal, og han uddelte ikke overraskende en ‘Bodil’ til ‘Café Paradis’ som bedste danske film. Det var således Bodil Ipsen og Lau Lauritzens anden ‘Bodil’ i prisens blot 4-årige historie. Ib Schønberg fik lige så fortjent en pris for ‘Café Paradis’ og Preben Lerdorff Rye for sin indsats i ‘I gabestokken’. ‘Sunset Boulevard’ af Billy Wilder var årets indiskutabelt bedste amerikanske film, og der kunne heller ikke opponeres mod ‘Cykeltyven’ af Vittorio de Sica på den europæiske front.

Kvinderne kom slet ikke på scenen i 1951, det gjorde til gengæld H. C. Hansen, der af Ib Schønberg modtog en ‘Bodil’ for ‘som den eneste finansminister i verden at sætte filmskatterne ned’. En kategori, der måske, i tilpasset form, kunne være nok så aktuel for en hvilken som helst eftertid.

Igen var man i ‘World Cinema’ og efter modellen fra året før. Biografdirektør Kai Holm var glad vært for en stopfuld sal. Gæsterne fra staten, etaten, overklassen og filmverdenen ankom i projektør-lys til festen, der blev åbnet af formanden Svend Kragh-Jacobsen.

Premiere-filmen var ‘En Plads i Solen’, som allerede havde fået sit eget hjemlands påskønnelse i form af 6 ‘Oscars’. Hen under midnat kunne man i øvrigt se en filmet reportage fra gæsternes ankomst til festlighederne to timer tidligere, kommenteret vittigt og kompetent af magister Bjørn Rasmussen.

Prisen for bedste film gik til Lau Lauritzen og Bodil Ipsen for ‘Det sande ansigt’. Herrerne blev dette år i kulissen – på scenen fik Bodil Kjer en hovedrollepris for ‘Mød mig på Cassiopeia’ og den 84-årige Sigrid Neiiendam (‘Verdens ældste modtager af en film-pris’, som BT skrev) en birollepris for ‘Fra den gamle Købmandsgård’.

Samme år vedtog Filmmedarbejderforeningen i øvrigt, at man kunne stemme 0, altså negativt, på en film. Tidligere havde kritikerne blot kunne stemme blankt, men nu åbnedes mulighed for, at man kunne markere sig med ikke at uddele en ‘Bodil’ til en dansk film. En 0-stemme på en given film trak altså fra.

Fra udlandet hædredes ‘Skyggen af en mand’ af Anthony Asquith og ‘Alt om Eva’ af Joseph L. Mankiewicz.

I 1953 var der lidt mindre blæst om festlighederne. Til gengæld var der fokus på Erik Balling. Han og hans film ‘Adam og Eva’ fik en ‘Bodil’, og hovedrolle-prisen gik til Per Buckhøj for samme film.

For ikke kun at stå med blot 3 danske priser fik Kjeld Arnholtz, uden for de gængse kategorier men ikke mindre fortjent, en pris for sin fotografering af ‘Kriminalsagen Tove Andersen’. Den svenske ‘Rya-Rya’ af Alf Sjöberg blev som den første skandinaviske film prisbelønnet, Fred Zinnemanns over-western ‘Sheriffen’ var bedste amerikanske indslag. Aftenen bød på premiere på John Hustons lidet interessante ‘Moulin Rouge’.

Det tog kun 40 minutter at sælge alle billetterne til ‘World Cinema’.

Der var forpremiere på ‘The Glenn Miller Story’. Bedste danske film var ‘Farlig Ungdom’ af Lau Lauritzen, skrevet af Johannes Allen. Angelo Bruun fik pris for ‘Hendes store aften’, Tove Maës for ‘Himlen er blå’. Udlandet var fornemt repræsenteret med René Clements ‘Forbudte lege’ og ‘Julius Cæsar’ af Joseph L. Mankiewicz.

Statsminister H. C. Hansen var æresgæst ved et ganske utraditionelt ‘Bodil’-arrangement. Der var nemlig 2 danske vinderfilm.

Regler er til for at blive brudt – og for første og eneste gang gjorde man det i ‘bedste film’-kategorien. Man måtte, syntes man, give både Carl Th. Dreyer og Sven Methling priser for henholdsvis ‘Ordet’ og modstandsfilmen ‘Der kom en dag’.

Hass Christensen og Birgitte Federspiel fik hver en pris for deres præstationer i ‘Ordet’, og til de fremmede gav man statuetter til Elia Kazans ‘I storbyens havn’ og Vittorio de Sicas ‘Umberto D’.

Det år havde man den amerikanske skuespiller Fess Parker på besøg. Efter at have forlystet sig med premieren på ‘Plyds og papegøjer’ sendte man Parker på scenen i skindjakke og med pelshue for at synge om Davy Crockett – ‘King of the Wild frontier’.

Vinderen var dette år ‘På tro og love’ af Torben Anton Svendsen. Ove Sprogøe fik fortjent en pris for sin præstation i filmen, og Sigrid Horne-Rasmussen fik ‘Bodil’ for ‘Altid Ballade’. S

å fik man liv i dokumentarfilm-kategorien, og Bjarne Henning-Jensen fik statuette for ‘Hvor bjergene sejler’. Fellinis ‘La Strada’ og Delbert Manns ‘Marty’ tog de udenlandske priser.

Fra 1957 berettes, at den kvindelige pris-modtager, Birgit Sadolin, ankom med ekspresfly fra Sønderborg for i sidste øjeblik at løbe ind og blive hyldet for sin rolle i ‘Tre piger fra Jylland’.

Ellers var det ‘Ingen tid til kærtegn’, der prægede festen. Dens instruktør, Annelise Hovmand, og skuespiller, Peter Malberg, fik hver en pris. Jørgen Roos fik dokumentar-’Bodil’ for ‘Ellehammerfilmen’, og broderlandet Sverige var igen pris-aktuelt med Bergmans ‘Sommernattens smil’.

For første gang havde kritikerne ikke kunnet vælge en amerikansk film, der var en statuette værdig – de amerikanske producenter havde boycottet det danske marked.

I 1958 kunne man med stor indignation fra ‘Bodil’-fronten berette, at skuespilleren Joan Sims i den engelske film ‘Den nøgne sandhed’ anvender en Bodil-statuette til at true en formodet indbrudstyv med. Vores nationale filmpris reduceret til slagvåben? Rank, der producerede filmen, havde ganske vist gennem årene fået hele 3 ‘Bodil’-priser, og selv om der givetvis blev anvendt en kopi i filmen, vakte det både bekymring og en slet skjult stolthed.

Siden har det dog vist sig at historien næppe holder vand. Rank-kyndige filmkendere vil vide, at det trods ligheden ikke er en Bodilstatuette, der skændes så slagfærdigt i filmen. Porcelænskvinden holder ikke som Bodil et spejl i sin hånd, men sandsynligvis et kornneg – og så hører det med til historien, at statuetten i filmen ikke er en filmpris, men en litteraturpris. En god historie er det dog under alle omstændigheder, og skrønen har da også med frydefuld forargelse vandret gennem den danske filmhistorie lige siden.

1958 gav i øvrigt pris til ‘Bundfald’ af de to debuterende instruktører Palle Kjærulff-Schmidt og Robert Sasskin. Gunnar Lauring fik for ‘Krudt og Klunker’ og Clara Pontoppidan for ‘En kvinde er overflødig’. I de utraditionelle kategorier, som man heldigvis aldrig har været for fin til at introducere, fik Sven Gyldmark en pris for musikken til ‘Bundfald’. René Clairs ‘I en udkant af Paris’ og Elia Kazans ‘Øst for Paradis’ fik de to sidste ‘Bodil’er det år.

Det blev annonceret, at der var tre film med i kampen om årets eftertragtede pris. Det var ‘Poeten og Lillemor’, ‘Seksdagsløbet’ og ‘En fremmed banker på’.

Spændingen var ikke ulidelig og overraskelsen var begrænset, da Johan Jacobsen (‘En fremmed banker på’) løb med det meste. Bedste film og priser til dens skuespillere Birgitte Federspiel og Preben Lerdorff Rye. Ingmar Bergman tog sig igen fortjent af en ‘Bodil’ for ‘Ved vejs ende’, og amerikanerne havde igen lukket op for godteposen – pris til Stanley Kramer for ‘Lænken’.

Og så gav man Charles Chaplin en æres-’Bodil’. Endvidere havde man som en lille specialitet i afviklingen af arrangementet ladet nogle kendte skuespillere læse begrundelserne op inden pris-overrækkelsen.