Skuespiller. Født 8/2 1926, død 19. april 2021. Gift med skuespiller Preben Neergaard (1920-90) - ægteskabet opløst, senere med redaktør Ole Bornemann. Fra midten af 1960'erne bosat i Sydfrankrig, hvor hun drev restauranten La Brouette sammen med sin mand.
Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1945-47 med debut samme sted.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Hun har en plads helt for sig selv i dansk film, ikke mindre blændende af, at hun kun optog den i relativt kort tid.
Ved siden af den mere kødelige Judy Gringer er hun vores eneste rendyrket erotiske komedienne. Hun hæver pikanteriet til raffinement og forførelseskunsten til underfundig leg. Charmen og de erotiske antydninger har musikalsk brus. Mon ikke Hollywoods komedie-mester Ernst Lubitsch ville have elsket hende lige så højt som hans danske elev Erik Balling gjorde det?
Det var dog ikke Balling, men Johan Jacobsen, der i 1951 - efter at Reimer havde haft to ubetydelige småroller - med brask og bram lancerer hende som moderne erotisk komedie-diva i "Som sendt fra himlen" (1951). Her spiller hun en slags inkarnation af himmelsendt erotik, en runaway bride, der på flugt fra brylluppet flirter målbevidst med tre forskellige mænd allerede inden der er gået fem minutter af filmen. Johan Jacobsen og manuskriptforfatteren Børge Müller søger lidt vel energisk 'det uartige' og lader Reimer sige ting som: "Jeg er en himmerigsmundfuld for en erotiker".
Fire år før denne første hovedrolle havde 1940'ernes to bedste instruktører, Ole Palsbo og Johan Jacobsen, blik for hendes talent og gav hende småroller samme år som hun afslutter elevskolen på Det kgl. Teater. Hun er Helle Virkners skolekammerat og fuld af uskrømtet begejstring for Ebbe Rodes Studebaker i Palsbos "Ta', hvad du vil ha'" (1947) og mere dæmpet stuepige i Jacobsens "Soldaten og Jenny" fra samme år.
Hun er den alt for elegante pige, Poul Reichhardt ikke skal have i Morten Korch-filmen "Det gamle guld" (1951), en birolle, hvor hun ydmyger Tove Maës ved at lade hende tørre en plet af hendes fine selskabskjole. Men mere perspektiv var der i den helt unge Erik Ballings interesse for hende. Han lod hende spille en mindre kontorpigerolle i sin debutfilm "Adam og Eva" (1953) og stod derpå bag hendes filmgennembrud som den forkælede fabrikantdatter, der i "Vi som går køkkenvejen" (1953) fastholder et væddemål om at kunne klare et år som husassistent. Det klæder hende, at hun ikke er slet så erotisk selvbevidst som i "Som sendt fra himlen", frækheden forenes med ungpigesarthed, barok humor og en snert af spidsborgerlighed, og hun gør kendingssangen "Jeg er en rigtig lille køkkenheks" til en evergreen.
Det kælne er ved at få overtaget over det erotiske i "Solstik" (1953), Astrid og Bjarne Henning-Jensens lidt blege udgave af Apollo-succesen, hvor hun spiller piccoloen. Det er her hun synger en af sine mest populære sange, "Øjnene er lyseblå".
Herefter fik Ingmar Bergman øje på hende og gav hende en birolle som Nyhavnsluder i sin komedie "En lektion i kærlighed" (1954) med Gunnar Björnstrand og Eva Dahlbeck. Det samme par har hovedrollerne i hendes anden svenske film, Hasse Ekmans firkantsdrama "Min kone er på landet" ("Sommarnöje sökes", 1957), hvor hun igen er en sød og sjov erotisk udfordring.
Men inden da har hun sunget "Jeg er tosset med mænd" i Johan Jacobsens "Vi som går stjernevejen" (1956), et sexet nummer, hvor hun i bedste Michelle Pfeiffer-stil ender oven på et klaver. I denne nye version af Marguerite Viby-komedien "Teatertosset" (1944) er hun hverdagspigen, der med stort besvær prøver at komme til scenen.
Herefter var det slut med at gå stjernevejen - hendes efterfølgende film giver nok prøver på hendes sprøde charme, men reducerer hende til relativt underordnede, uinspirerende hustruroller, to gange i samspil med en dominerende Kjeld Petersen. Og da hun indspillede sin sidste film med den desværre misvisende titel "Når enden er go'" (1964), stod hun allerede med det ene ben i Frankrig, hvor en ny tilværelse ventede. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
