The Aviator (2 Disc) (Leonardo DiCaprio) (Brugt)
20,00 kr.
The Aviator (2004)
Instruktør: Martin Scorsese
Handling: The Aviator er en storfilm af den slags, vi sjældent får at se nu om dage. Den føles som en rigtig Oscarfilm, et stykke amerikansk historie fortalt med en flair, der er exceptionel. Hollywoodlegenderne sejler forbi kameraet, som var det den mest naturlige ting. Hov, var det ikke Jean Harlow? Og dér er Errol Flynn, og nu står Hughes og taler med Louis B. Mayer!
Det er Martin Scorsese, der står bag kameraet. Han er ofte blevet kaldt “verdens bedste nulevende instruktør”, men siden Goodfellas i 1990 har han ikke leveret noget, der gør ham fortjent til den titel. Det ændrer The Aviator på. Scorsese har her fremmanet et virtuost mesterværk. Når han spinder sin filmmagi, går verden i stå et øjeblik, og billederne brænder sig ind på nethinden. Fra scenerne, hvor Hughes filmer de imponerende luftkampe i Hell’s Angels, helt ned til sådan en banal detalje, som stjernerne, der vader igennem et lag af knust glas fra fotografernes blitzer, når de går ned ad den røde løber.Filmens mest imponerende sekvens er dog scenen, hvor Hughes styrter ned med sit eksperimentale spionfly midt i et Beverly Hills beboelseskvarter i 1946. Selvom der er dømt Hollywood storfilm og masser af digitale special effects, så er denne scene mindst lige så rå og kontant som Scorseses klassiske gangsterfilm. Hughes kaster sig ud af det forulykkede fly, mens der stadig er ild i ham! Hans ansigt er flænset til blods, udtrykket i hans øjne er vildt. Her ser vi en mand, der har stirret djævlen i øjnene og stadig kan mærke hans klamme hånd på sin skulder.
Denne film er ikke mindst effektiv på grund af Leonardo DiCaprio, der leverer en Citizen Kane-værdig præstation, fra den lille vidunderdreng til den plagede, voksne Hughes. Han er dybt troværdig, og hele hans tidligere karriere er pludselig vasket væk. Glemt er hans passions-fyldte præstation som Romeo, væk er den vulgære Titanic, han ER Hughes! Intet mindre!
Visuelt er The Aviator også noget nær det flotteste, Scorsese nogensinde har begået. Sammen med fotografen Robert Richardson har han arbejdet omhyggeligt med filmens look, så når vi bevæger os gennem diverse tidsperioder, har The Aviator samme look som filmene fra den tid! Scorsese har også kastet sig over brugen af moderne visuelle effekter. Ved at blande de computergenererede kulisser med ”rigtige” kulisser og omhyggeligt konstruerede modeller skaber han en perfekt illusion, der bringer en svunden tid til live.
Med The Aviator forsøger Scorsese ikke at pille Howard Hughes fra hinanden og forklare baggrunden for alt, hvad manden gjorde. I stedet leger han med legenden og puster dermed nyt liv i den. Netop dette kunne være et kritikpunkt i filmen, men jeg synes, at det taler til dens fordel.
The Aviator vover at være magisk. Det er ikke noget, vi ser hver dag.
Antal
1