


En Ubekvem Sandhed (Brugt)
15,00 kr.
An Inconvenient Truth (2006)
Instruktør: Davis Guggenheim
En global advarsel.
"Goddag, mit navn er Al Gore. Jeg plejede at være den næste amerikanske præsident..."Sådan indleder Al Gore sit foredrag om den globale opvarmning, et skræmmende og indtrængende foredrag, der også udgør hele kroppen af denne film, en spillefilmslang dokumentation af, hvor galt det står til med klimaet på vores planet. Og den åbningssætning, illustreret med hurtige billeder i collage, er alt, hvad han siger om dengang, han ved det mest skandaløst gangsterlignende stykke tilsyneladende valgsvindel blev berøvet muligheden for at blive USA’s øverste leder i et kuplignende forløb. For det er ikke det, denne film handler om - og det er det så alligevel.
For Al Gore er den amerikanske toppolitiker, der har haft de stærkeste meninger om miljøpolitikken, som uden al tvivl ville have kæmpet til det sidste for en amerikansk ratificering af Kyoto-aftalen, som ser og forstår den enorme risiko, disse sidste to generationer af industri-verdenssamfund er i færd med at udsætte Jorden og dens natur og mennesker for.
Det er en utroligt veloplagt film. Den ligner i virkeligheden meget mere en lang tv-dokumentar, og når den snart bliver sendt, så lad os håbe, at det bliver i den bedste sendetid på de store kanaler - og gerne uden ubillig konkurrence fra andre, mere populistiske tilbud. For dette lange, skarpe, gennemdokumenterede udsagn er noget af det vigtigste, vi har at forholde os til i verden i dag. Vigtigere end både terror og kommunesammenlægninger tilsammen.I løbet af foredraget får man pillet al mulig skepsis fra hinanden. Alle de uduelige Lomborg’er og olie-lobby-betalte skeptikere, som mener, at det hele - alt det her med isens afsmeltning, temperaturstigningerne og drivhuseffekten - at det bare er naturligt, sådan noget, som jorden gør engang imellem - de bør blive underligt tavse, bare halvvejs henne i denne film.
Her ser vi - dygtigt fortalt og vist - hvordan gletscher efter gletscher, bjergtop efter bjergtop, ishylde efter ishylde i løbet af bare 25 år er skrumpet med mange, mange procent. Her ser vi - i kurver, der rækker 650.000 år tilbage i tiden - hvordan det, der var en regelmæssig bølgebevægelse i temperaturer og afsmeltning, nu, i de sidste 30-50 år er eksploderet til højder, der er mange gange højere, end de nogensinde har været - ikke bare i vores historie - men i de sidste 650.000 år.
Det er skræmmende og respektindgydende, og det hjælper ikke så meget, at man lader sin indre stemme sige, at dette er en mand med et politisk mål, at dette er et stykke miljøpropaganda, at det nok ikke er så galt endda - for selv om vi trækker 50 eller 75 pct. fra, så ændrer det ikke så meget. Det er stadig rivegalt.Forstå det eller ej - det er også en ret så morsom film, på sin egen sorte, ironiske måde - og en ganske bevægende film. For natur er poesi. Fortidens naivitet er rørende i sin naivitet, visdommen i de meget enkle udsagn er slående indtil det, man kan kalde den barnlige sandhed. Og selv om grumheden i konsekvenserne er forfærdende, er det nærmest komisk indtil smertegrænsen at høre skeptikernes og benægternes og industrislynglernes forsøg på at snakke sig uden om.
Det er måske filmens største styrke: At den har det hele med. At den - set med europæiske øjne - nok er et stykke blankt, flot amerikansk mediehåndværk - men at den samtidig rent faktisk gør sig den ulejlighed at vise dokumentationen. Det er noget af en præstation.
Se den... Nej, ikke bare måske. Se den!
Og kom ud i den (alt for) varme septemberaften og tænk: Så er det nu - eller hellere i går.
Lagerinformation:
B10
Antal