

Welcome to the jungle (Brugt)
The Rundown (2003)
Instruktør: Peter Berg
Handling: The Rock spiller håndlangeren Beck. Han er manden, der bliver sendt ud som sidste mulighed, når der skal inddrives gæld, eller når uregerlige personer skal ind til en “lille snak med chefen”.
I virkeligheden drømmer han om at åbne en lille hyggelig restaurant, men Chefen kræver, at han lige ordner en sidste opgave, før han får lov til at sige op. Han skal såmænd bare hente chefens søn Travis, der render rundt og leger skattejæger i Brasilien. Det lyder jo meget nemt, men det er det selvfølgelig ikke helt alligevel.Det viser sig nemlig, at sønnen rent faktisk er på sporet af et rigtigt fund. Nu er fidusen bare, at den skruppelløse guldbaron Hatcher (Christopher Walken) mener, at han ejer hele junglen og alt, hvad der er i den. Der er også nogle oprørere, der render rundt i junglen og venter på at kunne smide Hatcher på porten. De vil også rigtig gerne have fingre i skatten, så de kan finansiere deres oprør.
Beck havner midt i denne konflikt, og det går ikke stille for sig.
I hovedrollen som Beck gør The Rock sit bedste for at køre sig selv i stilling som Arnold Schwarzeneggers afløser. Efter den pinlige Mummy 2 og den underholdende, men lidt for banale The Scorpion King har han endelig fundet et projekt, der passer perfekt til ham. Han gør det rigtig godt, fuld af karisma og energi, og filmen her bør gøre ham til ny hot actionstjerne.
The Rundown er instrueret af Peter Berg. Hande som skuespiller i blandt andet Copland og TV-serien Chicago Hope. Han debuterede som instruktør med den unødvendigt modbydelige Very Bad Things i 1998. Med The Rundown har han lavet en rigtig fed, lille underholdende actionfilm. Den er skruet rigtig godt sammen. Den har masser af originale påfund, og så er der en fed kemi mellem The Rock og Seann William Scott, der spiller Travis.
Filmen kunne ikke være mere klichefyldt, selv hvis den prøvede, men af en eller anden grund så virker den alligevel. Måske er det fordi, den aldrig stopper op for at trække vejret. Eller måske er det fordi, den leder tankerne tilbage til den moderne actionfilms storhedstid - i slut 80’erne, start 90’erne - hvor film som Die Hard, Total Recall og Terminator 2 kom på banen med ideer, der er blevet kopieret lige siden. The Rundown er inde på skærmen, og selv om den skeler til førnævnte klassikere, så vil den være sin egen. Og det lykkes.