Suspiria (Brugt)
Suspiria (1977) Italien
Instruktør: Dario Argento
Handling: Blandt tilhængere af den italienske horrormaestro Dario Argento vil der til evig tid herske uenighed om, hvilken af hans bedrifter, der er hans mest helstøbte. De to film, der oftest kommer på tale, er gialloen Deep Red og naturligvis Suspiria, blandt hvilke denne anmelder hælder klart mest til sidstnævnte. Det er i denne film, Argento har skabt sine mest slående og mindeværdige farvekompositioner, og det er disse karaktertræk, som bliver siddende i hukommelsen, efter de sidste tekster er kørt over skærmen. For som i hans andre film er det ikke den sammenhængende historie, der er Argentos force. Han tænker i stemninger, billeder og lyd, og er man villig til at hoppe med på den tankestrøm, så føres man sikkert ind i et surrealistisk univers, der er blevet til en drøm af en film og en unik mareridtsvision.
Det er en mørk, storm- og regnfuld aften, da amerikanske Suzy Bannion ankommer i Freiburgs lufthavn, hvorfra hun skal videre til et etableret danseakademi og lære ballet. Indlogeringen går ikke helt som ventet, da hun kategorisk afvises ved indgangen og efterfølgende spotter en forskræmt ung kvinde løbe gennem den omsluttende skov. Hvorfor vides ikke, og det bliver ikke mindre gådefuldt, efter at kvinden samme nat går en blodig og fatal skæbne i møde. Dagen derpå får Suzy adgang til danseskolen, hvor hun hurtigt kommer på bølgelængde med den hemmelighedsfulde Sara (Stefania Casini), der senere hen afslører, at hun kendte den myrdede kvinde og nærer en stærk mistanke om, at akademiet er hjemsted for en hemmelig heksekult. Og der kunne måske være noget om snakken: Suzy rammes pludselig af et ildebefindende, flere mystiske dødsfald indfinder sig, og en dæmonisk skygge med tung vejrtrækning gør en sen nattetime sin entre. Der foregår så afgjort noget sælsomt bag skolens prægtige og ellers tilforladelige facade.Som i andre af Argentos værker finder man også her det obligatoriske opbud af særlinge og excentrikere, og vanen tro svinger skuespillerpræstationerne voldsomt i karakter. Men sådan skal det være, for det er en del af filmens sære appeal. I den lavmælte ende af spektret finder man den spinkle, men kønne Jessica Harper som heltinden Suzy, og i den anden den imposante jernlady Alida Valli (fra bl.a Den Tredje Mand), som på teatralsk vis tager sig af den vidunderligt strikse underviser Miss Tanner. Men mord skal der jo også være, og når det kommer til de få, men markante aflivninger (primært unge kvinder, instruktørens yndlingsofre), så er der ikke mange, der kan gøre det så virtuost og over the top som Argento. I det hele taget er hans stil gennemgående en unik krydsning mellem eventyr og gru, og man sidder som hypnotiseret, når han eksempelvis i en swimmingpoolscene lader Suzy og Sara nærmest hænge i luften, som var de vægtløse. De smukke billeder får desuden god støtte af rockgruppen Goblin, der har leveret det nu klassiske score, som, hvad enten det er stilfærdigt klokkespil eller skrigende strygere, er ildevarslende og ikke så lidt uhyggeligt. Nej, skræk er ikke nødvendigvis synonymt med lig i hobetal - truslen om og fornemmelsen af død er bestemt lige så effektivt, og nogle gange mere. Suspiria er et farvestrålende og graciøst horroropus, og et af de definitive hovedværker inden for denne ofte uretfærdigt udskældte genre.
