


Donnie Darko (Brugt)
15,00 kr.
Donnie Darko (2001)
Instruktør: Richard Kelly
Handling:

Det er opskriften til Donnie Darko, en solid kandidat som en af sidste års bedste film!
Vi skriver 1988, og det amerikanske præsidentvalg er i fuld gang. Donnie Darko er en ikke helt almindelig teenager i en meget almindelig amerikansk familie. Han går til psykolog pga. "følelsesmæssige" problemer. Han går i søvne og vågner op mærkelige steder. Og han lider af en livsfarlig, ikke nærmere defineret sygdom.
En nat bliver Donnie vækket af en stemme, der beder ham stå op og gå udenfor. Stemmen tilhører en dæmonisk kæmpekanin, der præsenterer sig som Frank. Kaninen fortæller Donnie, at Jorden vil gå under om 28 dage, 6 timer, 42 min og 12 sek... Kort efter falder en løsreven motor fra en jumbojet ned fra himlen. Den smadrer lige ned i Donnies værelse og destruerer det fuldstændigt. Næste morgen vågner Donnie op midt på en golfbane. Da det går op for ham, hvad der er sket, indser han, at Frank har reddet ham fra døden. Men er det en god ting...? Hvem er Frank, og hvad er det egentlig, han vil med Donnie? Og vil Jorden virkelig gå under om mindre end en måned...?

Donnie Darko er en film, der kræver tålmodighed. Den er langsomt og stemningsfuldt fortalt, og den er gennemsyret af mystik. Tingene bliver ikke altid forklaret lige godt for os. Det har jeg det egentlig fint med. Der er noget forfriskende over den måde, filmen bruger mystik på. Ikke ligesom i X-Files, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at vi aldrig nogensinde får svaret på noget som helst. Donnie Darko giver nogle svar, men efterlader også dunkle områder. Vel at mærke områder, hvor man kan mærke, at løsningen lurer lige uden for rækkevidde. Det er dette aspekt af filmen, der gør, at man øjeblikkeligt har lyst til at se den igen!
Donnie Darko er som et puslespil spredt for alle vinde. Vi bliver præsenteret for situationer og småting, der ikke giver nogen mening. Brudstykker af et større billede, men hold øjne og ører åbne, og pludselig begynder de mest ligegyldige detaljer at give mening. Langsomt bliver puslespillet samlet, og det færdige billede er både originalt, vanvittigt, poetisk, og foruroligende. Filmen fanger slut-80'er-stemningen ret godt. Den er spækket med små varme og vedkommende detaljer, og så har den en underlig tør humor. Lyt bare til Donnies knivskarpe analyse af smølfernes samfundsstruktur...! Undervejs får filmen både stukket til det amerikanske forstadsmiljø (det er der, American Beauty-sammenligningen bliver aktuel), eksperimenteret med tidsrejsefænomenet og leget teenagefilm.
Donnie Darko er på det nærmeste ubeskrivelig. Dels fordi den ikke er til at presse ned i én kategori, men også fordi den rummer en ekstra magi. Den er mere end summen af sine dele. Det er så nemt bare at sige: se den! Men... for GUDS SKYLD, SE DEN!
Titelrollen bliver spillet af Jake Gyllenhall (October Sky). Han er fænomenal, hold øje med ham i fremtiden. Drew Barrymore ses i en mindre rolle som Donnies engelsklærer, Patrick Swayze (Dirty Dancing) er en slags nyreligiøs prædikant, og Noah Wyle (E.R.) er fysiklæreren, der må lægge øre til, da Donnie bliver besat af idéen om tidsrejser.
Filmen blev desværre syltet af de amerikanske biografer. Den var i forvejen et svært salg, og terrorbegivenhederne den 11. september hjalp bestemt ikke. De færreste havde åbenbart lyst til at se historier om fly-vragdele, der falder ned fra himlen! Go figure!
Antal
1