Cast Away (Tom Hanks) (2 Disc) (Brugt)
Cast Away (2000)
Instruktør: Robert Zemeckis
Handling:
Den punktlige FedEx-fyr Chuck (Tom Hanks) får sine veltilrettelagte planer spoleret, da hans fly falder i havet, og han skyller op på en øde ø. Hurtigt går det op for ham, at der ikke kommer nogen og redder ham. Efter et mislykket "flugtforsøg" må han se sandheden i øjnene: Han kommer ingen vegne foreløbig! Men hvordan overlever et moderne menneske, isoleret fra alt, hvad den civiliserede verden har at tilbyde, et sted, hvor tid ingenting betyder, og hvor blot den mindste flænge eller infektion kan få katastrofale konsekvenser?
Det gode ved Cast Away er, at den giver sig tid. Tid til at udvikle nogle personer, man synes om. Tid til at opbygge en troværdig historie. Den forfalder aldrig til nemme Hollywood-løsninger. Der kommer ikke nogle indfødte forbi, der skal lære noget om, hvordan en god kristen opfører sig. Der er ingen natangreb fra vilde dyr for at få lidt action ind i historien. Der er ingenting. Der er ikke engang noget musik (når musikken endelig kommer, er det blot et 10 min. langt tema, men det er til gengæld et af de smukkeste stykker filmmusik i nyere tid).
I 75 minutter er Tom Hanks alene på lærredet! Få skuespillere kunne klare det. Han gør det, så tårerne triller ned ad kinderne, inden filmen er færdig. Det er uden tvivl en af de mest imponerende skuespilpræstationer nogensinde, og han burde have fået sin 3. Oscar for rollen! Helen Hunt stråler i rollen som hans kone, men det er alligevel volleyballen "Wilson" (som i Hanks’ rigtige kones navn, Rita Wilson!), der stjæler showet. Wilson bliver Hanks’ eneste ven på øen, den eneste han kan tale til, og i sidste ende det eneste, der forhindrer ham i at miste sin forstand.