

100 års filmperler: Ditte Menneskebarn / Rasmines Bryllup / Bolettes Brudefærd / Bag de røde porte (4 Film)
Ditte menneskebarn (1946)
Instruktør: Bjarne Henning-Jensen
Handling: Lille Ditte tilbringer sin barndom hos bedsteforældrene, den fattige fisker Søren Mand og Maren. Efter at han er faldet bort, bliver hun den gamle kones eneste trøst og støtte. Det er den lille piges sorg, at hun ikke som andre børn har en far, og hun er lykkelig, da prangeren Lars Peter en dag kommer og henter hende. Vi ser nu Ditte som en opofrende lillemor for sine halvsøskende i "Skadereden". Ydre omstændigheder gør snart, at Ditte må bære en husmoders hele ansvar på sine spinkle skuldre.
Bolettes brudefærd (1938)
Instruktør: Emanuel Gregers
Handling: I en lille sjællandsk landsby, hvor alt tilsyneladende er lutter idyl, lever syersken Bolette Jensen, en djærv kvinde, som har gjort sine bitre erfaringer og nu er frygtet for sin skarpe tunge. Bolette plejer at sige sin mening uden omsvøb, og da sandheden som bekendt er ilde hørt, er hun ikke synderlig afholdt af sognets magthavere, hvis mest fremtrædende skikkelse er sognerådsformanden Peter Enevoldsen. Bolette får en alvorlig opgave, da den unge kønne Sofie skal have barn, og Bolette tager sig straks af den ulykkelige pige og lover, at hun nok skal komme til at spadsere op ad kirkegulvet med sin Karl.
Bag de røde porte (1951)
Instruktør: Asbjørn Andersen & Jens Henriksen
Handling: Ude på Dyrehavsbakken optræder en lang række mere eller mindre farverige figurer i den gamle forlystelsespark. Her får den unge advokatsøn, Ole, mod sin families ønske, arbejde, og inden længe involveres han i en både dramatisk, men også romantisk sommer i den gamle Dyrehave.
Rasmines bryllup (1935)
Instruktør: George Schneevoigt
Handling: Nummesen og Mikkelsens forretninger er naboer, og de to mænd har efterhånden skændtes i en menneskealder. I samme gård bor den gæve Rasmine med sin søn, som brændende ønsker at vide, hvem hans far er. Amorinerne flyver i gaden, og snart banker både unge og gamle hjerter ekstra hurtigt.